Nope anmeldelse: Jordan Peeles nyeste film fortjener et kæmpe lærred

Nope anmeldelse: Det spektakulæres tiltrækning

Lige fra Jordan Peele begyndte at instruere film, har han budt på oprigtigt spektakulære sekvenser.

Tænk bare på verdens mest ubehagelige tekop i Get Out eller den lille pige der farer vild i en dunkel del af en forlystelsespark i Us.

Peele har budt på flere mindeværdige øjeblikke med to film, end mange instruktører gør gennem en årtier lang karriere.

Men Peeles tredje film, Nope, er på alle måder hans mest spektakulære. Forbilledet Steven Spielberg er ikke til at tage fejl af, når Peele kaster sig ud i endnu et Twilight Zone-riff med en film, der føles som en ondere fætter til Nærkontakt af tredje grad.

Nope er en af den slags film, hvor græshoppernes sang er lige en tand mere intens, hvor den åbne himmel gemmer på skjulte hemmeligheder, og hvor man hopper i biografsædet, når strømmen går på en ensom hesteranch.

Det er spektakulært.

Men Peele har ikke bare lavet en spektakulær film.

Han har også lavet en film, der handler om det spektakulære. Hollywoods dyrkelse af det spektakulære og menneskers ustoppelige lyst til at dyrke det spektakulære uanset omkostningerne.

Og ikke mindst lysten til at tæmme og træne det spektakulære for profit.

Men personligt vigtigst for mig, så har Peele lavet en film, der gjorde mig lettet.

For efter den mesterlige start med Get Out, så var opfølgeren Us for mig en mild skuffelse. En altid underholdende, men tematisk mudret gyserkompot, der kunne have stået langt skarpere, hvis manuskriptet havde fået et par gennemskrivninger mere.

Us gjorde mig bange for, at Jordan Peele havde mere tilfælles med M. Night Shyamalan – der startede med en flok mesterlige film, inden han forsvandt ned i sin egen navle – end med forbilleder som Carpenter, Spielberg eller Tarantino.

Og Nope har måske heller ikke helt stoppet min nervøsitet for, at Shyamalan forbandelsen hviler over Peele.

For som Us har Nope et manuskript med upolerede kanter.

Temaet er det spektakulære, men vi skal også lige forbi familiedrama, Hollywood-kritik, metafilm-kommentarer, det vilde vest, amerikas beskidte fortid og lidt for meget lidt for nuttet dialog.

Det giver på den ene side Nope ægte personlighed – filmen er langt fra Marvel-fabrikkens ensartede output — men det får den også lidt for ofte til at føles som et første udkast, der opdager, hvad den vil sige, mens den siger det.

Men i det store perspektiv betyder det lidt mudrede manuskript ikke så meget. For Nope har andre og vigtigere tricks i hatten.

Peele maler denne gang på det helt store lærred. Nope tager Peeles univers ud af det klaustrofobiske hus fra Get Out og op fra den dunkle underverden i Us til de åbne amerikanske vidder og den blå himmel.

Nope byder på Peeles hidtil største armbevægelser og beviser, at han også har evnerne til at levere filmisk blockbuster underholdning i Spielberg-klassen.

For jeg skal lige love for, at filmens ujævnheder glemmes i den ene vanvittigt effektive spændingssekvens efter den anden.

Nope skal helst ses i en af den slags biografer, hvor Johnnie Burns præcise og tordnende lyddesign kan få din knoglemarv til at skvulpe, og Hoyte van Hoytemas sublime billeder kan få din kæbe til at falde af.

Nope er en filmoplevelse, som det er umuligt at fjerne øjnene fra.

Ofte føles filmen som en perlerække af overraskende spændingssekvenser. De bedste af slagsen jeg har set længe.

Og løjerne bakkes op af et næsten ulideligt godt cast.

Selvom Peeles dialog ikke altid rammer helt rent, så løfter Daniel Kaluuya og Keke Palmers stærke spil hvert eneste øjeblik til himmelske højder.

Kaluuya leverer en af de mest overbevisende indadvendte præstationer længe, og Keke Palmer er som hans søster Kaluuyas eksplosive modsætning.

De er både overbevisende og bevægende.

Og så ender de begge i filmens sidste akt som den slags uforglemmeligt hårde negle kun film kan levere.

Men skuespilbesætningens kvaliteter stopper ikke ved hovedrollerne. Steven Yeun skaber menneskelighed i en tragikomisk ejer af en wild west forlystelsespark. Imens demonstrerer genreikonerne Keith David og Michael Wincott, hvor mærkeligt det er, at man ikke ser dem oftere.

Men der er det spektakulære, der gør Nope til noget helt særligt. Og Peele ved det.

Han er ude på at levere en rendyrket filmisk oplevelse. En rutsjebanetur af billede og lyd.

Uden af afsløre for meget — og det har jeg virkelig forsøgt kære læser — rejser Peele i filmens begyndelse tilbage til den spæde filmhistorie. Dengang levende billeder af en mand på en hest i sig selv var spektakulære

Og mod slutningen af Nope skaber Peele sin egen pendant af en scene med en mand på en hest. En scene der med 110% rå filmskabermuskler gav mig ægte gåsehud.

Jeg vil altid vælge en ujævn film, der formår at være filmisk spektakulær, frem for det modsatte.

Man skal ikke undervurdere det spektakulæres tiltrækning.

Nope er så spektakulær, at det er umuligt at tage øjnene fra den. Jordan Peele har skabt en film, der er det helt store lærred værdig.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer
?>?>