Lille Allan – Den menneskelige antenne anmeldelse: Næsby Fick-effekten
Alene på baggrund af Den utrolige historie om den kæmpestore pære glædede jeg mig til at se den nye danske animationsfilm Lille Allan – Den menneskelige antenne.
For endnu engang er instruktør Amalie Næsby Fick bag roret på en animeret filmatisering af en populær dansk børnebog.
Og med Den utrolige historie om den kæmpestore pære viste hun sig som en af de mest interessante instruktører i Danmark lige nu.
Det er selvfølgelig lidt hurtigt at udråbe nogen til dansk animations nye store håb kun på baggrund af en enkelt film. Uanset hvor fremragende den så er.
Heldigvis beviser Lille Allan, at Den utrolige historie om den kæmpestore pære ikke var en enlig svale.
For selvom Lille Allan måske ikke ramte mig helt så rent som Ficks filmatisering af Jakob Martin Strids bog, så er den stadig en hjertevarm og visuelt skarp fortælling med evne til at ramme alle aldre.
Denne gang har Fick fået fingrene i Peter Frödin (som også dukker veloplagt op som stemmeskuespiller) og Line Knutzons bog af samme navn.
Resultatet er en veloplagt og energisk historie om en dreng, der lærer at udtrykke sin følelser via et besøg fra det ydre rum.
Lille Allan mangler lidt af den poetiske originalitet fra Den utrolige historie om den kæmpestore pære – selvom et natligt møde med en regnvåd usynlig UFO og en avanceret powerpoint præsentation af en projektopgave om menneskeheden godt kan konkurrere med den tidligere films højdepunkter.
Til gengæld får Lille Allan en indsprøjtning af klassisk folkekomedie-komik — der bl.a. inkluderer et flyttefirma ved navn Kirstens Kasser og en lille hund med alvorlige maveproblemer — som holder en fin balance mellem det skarpe og det platte.
Og så er den oprigtige kærlighed til filmens karakterer på plads i Fick og Thomas Porsagers skarpt skårne manuskript. Lille Allans indestængte følelser om sine forældres skilsmisse er rørende, og filmen finder plads til menneskelighed i (næsten) alle filmens karakterer.
Det er netop det hjerte, som de to publikumsslugere i Ternet Ninja har en tendens til at mangle, og som gør at Lille Allan fortjener mindst lige så stort et publikum.
Imens er Lille Allan fyldt med den slags kant, som de bedste danske familiefortællinger er garant for. Skurkens tendens til at udstoppe alt levende skal f.eks. nok få nogle små hænder op foran øjnene i biografmørket på den allerbedste måde.
Og så forstår Fick sit medie til fulde. Med dynamisk brug af kamera og fantastisk lyssætning er Lille Allan et stærkt stykke filmisk håndværk, der ligger længder over meget andet europæisk animation.
Også selvom jeg godt kunne ønske mig, at karakterdesignet var lidt mindre anonymt.
Heldigvis smitter det ikke af på filmen som helhed, der er et alt andet end anonymt bud på en god historie, som hele familien kan sætte pris på.
Og så har jeg slet ikke nævnt den vellykkede 80’er inspirerede æstetik og lydside komplet med en ørehænger af et nummer fra Fyr og Flamme.
Og Lille Allan – Den menneskelige antenne cementerer, at man skal spærre øjnene op, når Amalie Næsby Fick sidder i instruktørstolen.
Lille Allan – Den menneskelige antenne fortjener mindst et lige så stort publikum som Ternet Ninja, og leverer en velfortalt og skæg historie med hjertet på rette sted.