Ternet Ninja 2 anmeldelse: Lever ikke op til originalen

Ternet Ninja 2 anmeldelse: Følger formularen

Ternet Ninja var en mere poleret gentagelse af Terkel i knibe. Ternet Ninja 2 er en næsten helt unødvendig gentagelse af Ternet Ninja.

Det betyder heldigvis ikke, at den ikke har kvaliteter.

Til ingens store overraskelse er Anders Matthesen stadig sjov. Ternet Ninja byder på en række snedige og velproducerede sange, der tager kegler.

Og så er Stewart Stardust åbenbart stadig en evergreen. Den dybt upassende og gennemalkoholiserede karakter er ubetinget højdepunktet i Ternet Ninja 2.

Men det er vel også et ret kraftigt praj om problemet med Ternet Ninja 2, når Matthesens årtier gamle figur er filmens højdepunkt.

For resten af Ternet Ninja 2 er desværre en ofte svagere gentagelse af den første film.

Efterfølgeren låser døren op igen til den første films skurk Philip Eberfrø af en noget omstændelig vej, og inden længe er den ternede ninja selvfølgelig tilbage i hænderne på drengen Aske.

Og rent tematisk skal Aske – igen – lære at have selvtillid.

Det troede jeg egentlig han fik i den første film.

Løjerne føles desværre som en unødvendig forlængelse af den første films fortælling mere end en naturlig opfølgning.

Og så mister Ternet Ninja 2 desværre en af den første films helt store kvaliteter.

For det er netop nede i børnehøjde at både Terkel i Knibe og Ternet Ninja for alvor fløj højt.

Matthesen har en evne til universelt at ramme børnenes hverdag og den grumme tone i skolegården lige i røven.

Men Ternet Ninja 2 forlader hverdagslivet til fordel for en forlænget tur til Thailand, og det sender lidt for ofte Matthesens humor på udebane.

Jeg er ikke sikker på, at et dansk comedy-perspektiv på Thailands sexindustri er lige det, jeg har brug for.

Er det sådan rigtigt sjovt at se animerede karikaturer af thailandske prostituerede med manglende tænder og dybe stemmer skabt af danskere?

Eller snerper det mod det dumme og usympatiske?

Mest af alt forventer jeg både noget bedre og mere nyskabende fra Danmarks stadig dygtigste komiker.

Så må jeg i stedet sætte pris, på de ting der fungerer.

Stewart, sangene og en god portion oneliners.

Ternet Ninja 2 kaster sig også ud i et par fint iscenesatte actionscener. Og der er stadig sjove easter eggs gemt i reklamer og plakater i baggrunden.

Men hvis ikke Ternet Ninja 3 rusker lidt i opskriften, så er mine forventninger lave.

Ternet Ninja 2 føles mere som en obligatorisk fortsættelse til en kassesucces end en ny børneklassiker.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse