Wrong Turn: The Foundation anmeldelse: Den her går ud til alle Wrong Turn-fans
Giv den op for alle Wrong Turn-fansene derude.
Det har været hårde 7 års ventetid siden gyserseriens sidste reboot Wrong Turn 6: Last Resort, men endelig er det her.
Det næste reboot af serien.
Wrong Turn: The Foundation har enddag droppet tallet bag titlen, så du ved, at denne gang er det alvor.
Ok, ret skal være ret. Jeg har aldrig mødt eller talt med en fan af Wrong Turn-franchisen.
Men jeg håber da virkelig, at de er derude. Måske bøjet over et lille alter pyntet med en dunkel miniatureskov og små søde deforme kannibaler.
Og, altså, serien har sin egen wiki, så nogen fans må jo findes.
Men jeg tror, at få gyserfans regner Wrong Turn-serien blandt deres favoritter.
Selv den oprindelige Wrong Turn var et under middel moderne indlæg i den slags landlige gys, som mesterværket Motorsavsmassakren og The Hills Have Eyes perfektionerede i 1970erne.
Men altså, nu står vi her så igen, ved endnu en sti ind i de nordamerikanske skove, der nok skal nå at blive sølet til i unge menneskers blod inden rulleteksterne rammer lærredet.
På den måde er alt ved gamle i Wrong Turn: The Foundation.
Og lad mig bare afsløre med det samme, at serien ikke har pludselig har affødt et gysermesterværk.
Men denne nyeste film har alligevel lidt overraskelser gemt på bunden af skovturskurven.
Uden at afsløre alt for meget, er skurkene nemlig ikke helt dem fans af serien (jeg ved i er derude!) måske forventer.
Efter en konventionel første halvdel, hvor en flok mdoerne venstreorienterede unge kommer på vildspor i skoven, kaster Wrong Turn: The Foundation sig faktisk ud i en lidt overraskende og ret interessant udvikling.
Med lidt krydderi fra folk-horror får filmen faktisk smidt en interessant ide op på lærredet.
Et lille twist i opskfriften, der både skaber lidt gråzoner i en ellers noget forudsigelig genre og har også lidt at sige om et splittet USA fyldt med parallelle samfund.
Og det er faktisk seriens oprindelige manuskriptforfatter Alan B. McElroy, der leger med forventningerne.
Og selvom filmen som helhed ikke ligefrem er spækket med spændende filmsprog og åbenlyst er udfordret på budgettet, så får instruktør Mike P. Nelson kastet et par velvalgte blodige effekter ind i løjerne.
Det var mere end jeg havde forventet.
Men, altså, skuespillet er mildt sagt svingende og karaktererne har en akut mangel på personlighed.
En rigtig Wrong Turn-film med andre ord.
Og selvfølgelig taber Wrong Turn: The Foundation alle de bolde den ellers så fint kaster op i luften, i en finale, der bevæger sig over i det ufrivilligt komiske.
Filmens sidste halve time er håbløs.
Men Wrong Turn-serien har det jo med at stavre blodtilsølet og traumatiseret, men levende, ud af skoven med nogle års mellemrum.
Så jeg skal da ikke kunne sige, om Wrong Turn: The Foundation kan afføde seks fortsættelser mere.
Det håber jeg da. Det fortjener de sgu. De Wrong Turn-fans.
Wrong Turn: The Foundation har faktisk en god overraskelse eller to gemt i ærmet, men den farer hurtigt vild i skoven og glemmer alt om sine gode ideer.
