Muidhond anmeldelse: Hollandsk film skaber medfølelse for pædofil

Muidhond anmeldelse: Det ukomfortable

Muidhond er ikke bange for at være ukomfortabel.

Altså sådan, virkelig, virkelig ukomfortabel.

Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har været helt så ukomfortabel i en biograf, som når instruktør Patrice Toy tvinger sit publikum til at indtage sin hovedpersons blik gennem kameralinsen.

Det er markant nemmere, at kigge gennem Michael Myers øjne, når han ser sit næste offer, end når den ellers tilsyneladende blide unge mand Jonathan kigger på sin 9-årige nabo Bes.

Det siger lidt om, hvor stort et tabu pædofili er, når man hellere vil se igennem en morders øjne.

For unge Jonathan er nemlig pædofil. Nyligt løsladt fra fængslet efter frafaldne overgrebsanklager og midt i et terapiforløb for at arbejde med de tanker og drifter, han ikke selv kan styre.

Og Muidhond er så ukomfortabel, fordi den insisterer på at se Jonathan som et menneske.

Den følsomme og indestængte unge mand, er alt andet end et monster. Men det ville være så meget lettere, hvis Muidhond ville lade mig se ham som et.

Men det vil den heldigvis ikke.

Med udgangspunkt i Inge Schilperoords roman af samme navn, insisterer Muidhond nemlig på at se mennesket bag.

Jonathan er en psykisk plaget mand, der gør sit absolut bedste, for at holde tankerne på afstand. Men i en verden der konstant afviser ham,, er det mildest talt ikke let.

Perspektivet i sig selv gør Muidhond provokerende, men filmen lader ikke Jonathan slippe af krogen for ansvaret for sine egne handlinger.

Den prøver bare sit bedste for at få publikum til at forstå hans uendeligt svære indre kamp.

Jonathan har ikke selv valgt sine tanker – og hvordan ændrer man noget så grundlæggende?

Det svarer Muidhond ikke direkte på, men spørger forsigtigt om måske netop tabuiseringen og udskillelsen af mennesker som Jonathan, er en del af problemet.

Samtidig udspiller den sig også som en regulær thriller.

Det intime kamera får os helt tæt på Jonathan, mens lyddesignet holder vejret, når han langsomt finder fællesskab med den 9-årige Bes, der selv er en ensom sjæl.

Det ville være sødt, hvis det ikke var fordi vi er åbenlyst klar over, at Jonathan ikke kan have et normal voksenforhold til et barn.

I stedet bliver det ulideligt ukomfortabelt, at vente på hvor meget der skal til, før Jonathan knækker.

Jonathan spilles stærkt af Tijmen Govaerts, men overstråles næsten af Julia Brown som Bes.

Men i periferien af Muidhond, bliver den mere speget.

Replikkerne er ikke altid lige mundrette, og en vild fisk Jonathan holder fanget i et akvarie, skal bære så tonstung symbolik, at det ikke er så mærkeligt, hvis den har svært ved at få ilt.

Og historiens udvikling, særligt i filmens sidste del, er ikke altid lige troværdig.

Men det ændrer heldigvis ikke ved den ukomfortable kerne i Muidhond.

At de værste monstre nok også bare er mennesker.

Muidhond er både vildt ubekvem og dybt humanistisk, når den prioriterer mennesket over monsteret.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer
Facebook kommentarer