Fuld af kærlighed anmeldelse: En eksplosion i slow motion

Når en familie lider under misbrug, så kan det føles som en eksplosion i slow motion.

Alt man elsker bliver stødt brændt op, uden at man rigtigt føler sig i stand til at flytte sig.

Den følelser oversætter instruktør Christina Rosendahl smukt til filmisk magi, når hun helt bogstaveligt lader ejendelene tilhørende den lille familie i centrum for Fuld af kærlighed eksplodere i ultra-slowmotion.

Og det er kun et eksempel på, hvordan instruktøren overraskende effektivt forvandler sin historie om en familie med misbrug som parasit til en ægte filmfortælling.

På overfladen kan historien om en familie med en alkoholisk far, der må sendes på afvænning, godt lyde som en film, vi allerede har set.

Som den hær af socialrealistiske film der sætter den kæmpende rock-bottom alkoholiker i centrum, eller — gud forbyde det — som en pendant til den monumentalt overvurderede mandebarnsfilm Druk.

Men Fuld af kærlighed er mere end det.

Rosendahl — der også står bag det skarpe manuskript — kaster nemlig et holistisk blik på en familie ramt af alkoholmisbrug.

Fuld af kærlighed er netop som sin titel antyder det fyldt med ømhed og varme ikke mindst — og måske især — til de pårørende til filmens alkoholiske far Peter.

Alle karaktererne — som udover Peter er tre børn og konen Helen — får sofistikerede nuancer, der får dem til at føles som ægte mennesker, selvom Fuld af kærlighed også er en film, der gerne vil drøfte et virkelig problem.

Nemlig den kompleksitet der ligger i relationen til en alkoholiker. De roller og den dybe smerte kun pårørende til en alkoholiker kender.

Dem er jeg personligt en af. Opvokset med en alkoholisk far.

Og for mig ringede Fuld af kærlighed følelsesmæssigt klart.

Rosendahls film rummer helt enkelt detaljer og forståelse for livet med alkoholisme, som jeg aldrig har set på film før.

Og jeg tror også, at den evner at formidle det til mennesker, der ikke har haft berøring med misbrug.

Men om den gør det eller ej, leverer den sin fortælling i et gennemført og gennemtænkt filmisk udtryk.

Fra de smågeniale og visuelt betagende spring fra virkeligheden — som jeg vil lade filmen selv afsløre — til den tidløse og på den helt rigtige måde klaustrofobiske fotografering af Louise McLaughlin.

Musikken af Jonas Struck væver ind og ud af filmens gennemførte brug af populærmusik, og lyden er mikset som en ægte biografoplevelse, mens lyddesignet af Peter Albrechtsen er en selvstændig fortæller, der får køkkenknive i hånden på en fuld far til at lyde lige så truende, som dem fra Evil Dead Rise.

Det hele vævet sammen af præcis og tempofyldt klipning.

Præstationerne er et kapitel for sig. Perfekt afstemte og med sans for at vise komplette mennesker.

Her er det Viilbjørk Malling Agger der løber med opmærksomheden — også fra filmen selv — i rollen som familiens ældste datter Sofia, tynget af et ansvar som nok vil ramme lige i hjertet på mange ældstebørn fra familier med alkoholproblemer.

Ligesom mig.

Men hele castet imponerer, særligt i to uforglemmelige scener — en intervention og familieterapi på et behandlingssted — der hører til de mest rørende, jeg har set længe.

Det er helt enkelt fremragende, og fører frem til at afslutning med enkelte dramatiske tilspidsninger, som jeg havde lidt svært ved at sluge, men også mere end en ægte fortællemæssig overraskelse, der placerer Fuld af kærlighed i en anden kaliber end de fleste film om misbrug.

Imens trækker Christina Rosendahl tråde gennem alle sine fiktionsfilm helt tilbage til Supervoksen med et filmisk udtryk, der føles lige så dybfølt og personligt, som det er gennemført.

Og en håbefuld antydning af at brudstykkerne fra en eksplosion i slow motion måske kan samles igen.

Fuld af kærlighed rammer følelsesmæssigt plet, når den med nænsomhed og varme dissekerer en familie ramt af alkoholproblemer.