Nancy anmeldelse: Lyv dig til kærlighed

På tandlægeklinikken Endless Smiles taler alle om, hvor de lige har været henne på ferie.

Den vikarierende og fåmælte tandlægeassistent Nancy vil tydeligvis gerne deltage i samtalen og afslører derfor, at hun da har været et smut i Nordkorea.

Det lyder måske usandsynligt, men Nancy har skam billeder på sin telefon, der viser hende i Nordkorea. Men der er en vis dunst af Photoshop af de mange fotos, hvor Nancy akavet står foran forskellige Nordkoreanske lokationer.

Noget tyder på, at Nancy ikke helt er til at stole på.

Det bliver ikke bedre, da vi kort tid efter ser hende spænde en falsk gravid mave om livet, for at mødes med en sørgende far, hun har mødt over internettet.

Nancy er unægteligt en gådefuld person. Lyver hun for at finde den nærhed, hun ikke finder hjemme hos sin dominerende syge mor? Er hun i virkeligheden en kynisk og manipulerende psykopat?

Nancy giver ikke nogen nemme svar.

Det samme gælder Andrea Riseboroughs fænomenale præstation i hovedrollen. Hun føles både sårbart menneskelig og køligt uudgrundelig og er unægteligt noget af det bedste ved Nancy.

En aften, da Nancys liv har taget en drejning til det – endnu – værre, ser hun et indslag i nyhederne om et par, hvis barn forsvandt for 30 år siden.

Alderen passer med Nancys, og en nylavet fantomtegning af hvordan barnet hypotetisk ville se ud i dag, har unægteligt ligheder med Nancy.

Det får Nancy til at kontakte parret og inden længe overnatter hun i deres hus, mens de alle tre forsøger at få afklaret, om Nancy virkelig er deres forsvundne datter.

Nancy anmeldelse
Foto: Filmbazar

Det er i denne tvivlende gråzone, at størstedelen af Nancy finder sted.

Det aldrende ægtepar spilles blændende godt af Steve Buscemi og J. Smith-Cameron.

Smith-Cameron er hjerteskærende som den sørgende mor, hvis håb om at finde datteren bliver et åbent sår i mødet med den excentriske Nancy. Hun ønsker brændende, at Nancy er hendes datter og har efter kort tid installeret hende på datterens barneværelse.

Steve Buscemi leverer en af sine mere underspillet dramatiske præstationer som faderen Leo, der stiller sig mere skeptisk overfor Nancy. Ikke mindst fordi han ikke ønsker at se sin kones hjerte knust endnu engang.

Der er altså noget heftigt drama i spil, mens de tre venter i parrets store hus på resultaterne af en DNA-test, der kan give endegyldigt svar.

Men instruktør og manuskriptforfatter Christina Choe er heldigvis dygtig til ikke at træde for hårdt på melodrama-speederen.

Nancy anmeldelse
Foto: Filmbazar

Choe giver Nancy et dovent næsten hypnotisk tempo, og lader de usagte følelser fylde mere end de sagte. Hun formår både at skabe sympati for Nancy, samtidig med at hendes motivation forbliver uklar til det sidste.

Tror hun virkelig, at hun er den forsvundne datter? Eller er det bare endnu et trick?

Svaret er ikke lige så vigtigt som den spirende familiære nærhed, der opstår mellem de tre på hver deres måde plagede mennesker. Nancy finder endelig en flig af den kærlighed hun har ledt efter, mens instruktør Christina Chloe bogstaveligt lader billedrammen vokse.

Det er imponerende formfuldendt.

Men Nancy er også en lille, næsten spinkel, historie.

Til tider næsten så spinkel, at den har svært ved at fylde sin spilletid ud. Enkelte steder bliver stilstanden i det halvtomme hus simpelthen for stor.

Men det forhindrer ikke Nancy i at være en både rørende og foruroligende lille film.

Nancy er på en gang hjertevarm og dybt forstyrrende. Et elegant lille kammerspil om grænsen mellem forstillelse og kærlighed.

4 af 6 stjerner anmeldelse

Facebook kommentarer