Made in Bangladesh: Shimu og fagforeningen

Made in Bangladesh hedder egentlig Shimu på originalsproget.

Men Made in Bangladesh er en bedre titel.

For netop den lille bid tekst har de fleste af os nok overset på de små mærker bag i meget af vores tøj, inden det bliver kylet i tørretumbleren.

Men det ville klæde os vesterlændinge at huske på, at størstedelen af tøjet i vores skabe er skabt i sydasien under kummerlige forhold.

Made in Bangladesh inviterer publikum med ind i et syværksted i Bangladesh, hvor en række kvinder syr kulørt tøj uden de fjerneste arbejdsrettigheder.

Den unge kvinde Shimu og hendes kollegaer presser citronen, når de beder om at ventilatoren ikke slukkes, mens de skal overnatte på fabriksgulvet efter endnu en ulideligt lang arbejdsvagt.

De hårdtarbejdende kvinder er heller ikke uvante med, at de mandlige fabriksejere tilbageholder lønnen, hvis det kniber med økonomien den måned.

Man kan vel godt lige undvære en måneds løn?

Det er i øvrigt, hvad det tøj Shimu syr, sælges for i vesten. En enkelt T-shirt for en syerskes månedsløn.

De pointer får instruktør Rubaiyat Hossain slået sympatisk igennem i sin film, når hun sætter ansigter på menneskene på tøjet.

Og det er da også noget iboende tilfredsstillende ved historien om en gruppe kvinder, der begynder at kæmpe for deres rettigheder.

For efter et møde med en aktivist bestemmer Shimu sig for at nok er nok. Hun vil starte en fagforening på fabrikken og kæmpe for bare et minimum af rettigheder.

Men det er nemmere sagt end gjort i et totalt mandsdomineret og traditionsbundet samfund, der lever af at levere urimeligt billig arbejdskraft til resten af verden.

I en af filmens bedste scener må Shimu på det lokale offentlige kontor, for at aflevere den fagforenings-ansøgning, hun har kæmpet for at skaffe underskrifter til.

Men her mødes hun med et bureaukrati i sneglefart og et helt bogstaveligt bjerg af gulnede papirer.

Den politiske kant og miljøskildringen gør Made in Bangladesh til en fin fiktiv kompagnon til dokumentaren Maskiner, der inviterede med til tekstilfarvning i Indien.

Men Made in Bangladesh er desværre også en bedre titel, fordi den oprindelige titel, Shimu, peger på et menneskeligt drama.

Og der snubler Made in Bangladesh.

Skuespillerne virker ikke trygge i deres roller, og for mange scener får desværre lidt en lugt af skolekomedie.

Som om skuespillerne kæmper med at huske replikkerne, mere end de spiller en fuldbyrdet rolle.

For ofte virker Made in Bangladesh stift opstillet, og det hindrer indlevelsen i den allerede lidt for velkendte fortælling.

Det er synd, for Made in Bangladesh er ellers et velmenende kig ind bag tøjmærkernes låste døre.

Made in Bangladesh er et sympatisk kig på de hårdtarbejdende og underbetalte kræfter bag masseproduktionen af tøj, men den hives ned af stift skuespil og en forudsigelig historie.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer