Maskiner anmeldelse: Grusom skønhed

Den første scene i Maskiner byder indenfor i noget, der ligner en dystopisk science fiction-film.

Udmagrede arbejdende mænd går rundt i en tilsyneladende uendelig labyrint af store brummende maskiner. Der er ikke et vindue i sigte, og luften er tæt af varm damp og røg.

Kameraet kryber gennem rummet og afslører svedende mennesker, der skubber store tønder med kemikalier, der ligner sur mælk, hen over det sorte gulv

Ansigter så trætte at de er på kanten af kollaps stirrer ud af biograflærredet, mens flagrende kulørt stof hamrer igennem maskinerne og skaber kontrast i det ellers sorte og klaustrofobiske miljø.

Men Maskiner er desværre ikke en science fiction-film. Det er en fremragende dokumentar, der inviterer os med indenfor i en tekstilfabrik i Indien.

Det er næsten helt ubegribelige forhold, arbejderne i Maskiner må knokle under. Det meste af filmen folder sig ud som et ordløst besøg i fabrikken mareridtskammer, men til tider afbrydes den af arbejdernes egne ord.

En af dem beskriver at han har en 12-timers vagt – en time til at lave mad derhjemme – og så endnu en 12-timers vagt. En anden er ikke meget mere end 13-14 år. Han forklarer, at hele hans krop skriger, at han skal gå, når han møder op. Men man lærer jo arbejdet bedst som barn.

Det er rædselsvækkende at høre, hvor afhængige de alle er af den minimale sum penge, de får for det uudholdelige arbejde.

Det bliver ikke mindre uhyggeligt, når vi er på besøg oppe på chefens afkølede kontor. Han forklarer iskoldt, at han selvfølgelig ikke kan give sin arbejdere flere penge: De yder jo bedre på en lav løn.

For mange penge og de bliver dovne.

Som Maskiner skred frem var det som om mit eget tøj begyndte at kradse og veje tungt på kroppen. Hvad ved jeg egentlig om hvor og hvordan mit tøj er produceret?

Ikke en skid.

Men næste gang jeg køber tøj, vil jeg helt sikkert være mere bevidst om det.

Den virkelig store kunst ved Maskiner er dog ikke den politiske slagkraft. Det er i stedet at samfundskritikken er pakket ind i en fantastisk vellykket filmisk oplevelse.

Det er hypnotisk fascinerende at følge med i arbejdet på tekstilfabrikken. Jeg var lige dele skræmt over arbejdernes kummerlige tilværelse, som jeg var fascineret af deres præcise arbejde.

Filmens billeder er fantastisk velkomponerede og blander grusomhed med en forbavsende poetisk skønhed. Det smukke kulørte stof lyser op i mørket, mens en mand blander lysende orange farve med stor professionalitet.

Det er en kombination af helvedevision og simpel ‘how-it’s-made’ fascination.

Hen mod slutningen af Maskiner hæver kameraet sig op til en imponerende droneoptagelse.

Hvad jeg troede blot var en enkelt tekstilfabrik, viser sig at være noget, der minder om en hel by.

Billedet viser det uhyggelige perspektiv i menneskeudnyttelsen.

Men perspektiver er selvfølgelig endnu større.

Det strækker sig helt til dit og mit tøj.

Maskiner er en imponerende bedrift. Den er noget så sjældent som en kombination af politisk indignation og fremragende sanselig filmoplevelse. Maskiner bør ses af så mange som muligt.