Laidbackers anmeldelse: In medias res
Tal lige om at starte in medias res.
En kort tekst fortæller, at vi befinder os i Kyoto år 201X, og så er vi ellers igang.
En flok kvindelige fantasyhelte – der tæller alt fra en troldmand til en bjæffende pelsklump af en hund – er i kamp mod en, øh, lad os kalde det en zombie-scifi-samurai.
Nåh ja, og en pige i folkeskolealderen med et myggenet og glødende røde øjne ser på.
Og jeg har ingen ide om, hvad der foregår.
Starten på japanske Laidbackers er cirka lige så forvirrende, som den er hæsblæsende. Det hele føles lidt som en sæsonfinale på en længerevarende animeserie. Men det er det ikke. Det er en japansk animationsfilm på lige under en time.
Måske er det derfor Laidbackers har så travlt.
Den gør i hvert fald sit bedste for at få sit publikum med på historien i en stilfuld og hyperenergiske titelsekvens med krav om at holde tungen lige i munden.
Ser du, fire helte fra en fantasyverden kæmpede mod en såkaldt ‘demon lord’, inden de blev genfødt uden kræfter i vores verden, og fundet af ejeren af en slikbutik.
En af dem blev genfødt som en hund, og den onde demon lord blev genfødt som en uskyldig skolepige.
Og som, øh, en flok krystaller, tror jeg nok.
Det er ikke helt til at holde styr på, på et første gennemsyn, og det giver ikke helt mening.
Men det betyder egentlig ikke så meget.
Laidbackers kompenserer for ujævnhederne i sin historiefortælling med et rasende højt tempo, gode mængder humor og overraskende charmerende karakterer.
Og evnerne til historiefortælling er muligvis heller ikke så dårlige endda.
Laidbackers får i hvert fald jongleret introduktionen af 6-7 karakterer, en trussel mod verdensfreden og to verdener med overraskende bravur.
Det samme gælder for voldsomme udsving i tone, der går fra det sentimentale og nuttede – som den overraskende rørende historie om den ellers onde skurk, over det eksplosive – med vellykkede actionscener og overraskende brutalitet – til det komplet gakkede.
Har du for eksempel set en ædel ridder forvandlet til en nuttet hund, blive slikket i røven af en anden hund midt i en ellers dramatisk scene?
Det har jeg.
Alene for det fortjener Laidbackers at blive set, også selvom den ellers udtryksfulde streg til tider er lidt skrabet animeret.
Måske havde det hele gjort sig bedre på TV-skærmen.
Der må Laidbackers i hvert fald gerne fortsætte, for jeg har endnu ikke fået helt nok af det gakkede univers.
Laidbackers er en skamløst underholdende anime-godbid, der ikke sætter farten ned et eneste sekund.
