Fast & Furious: Hobbs & Shaw anmeldelse: Bløde punkter
De fleste filmkritikere har et blødt punkt, ofte flere.
Måske er det Woody Allen, afrikansk film eller fransksprogede biografiske film.
Mit bløde punkt – i hvert fald et af dem – er Fast & Furious-franchisen.
Filmserien, der startede som en Point Break-kopi om en undercoverbetjent i en bilbande og udviklede sig til holdbaserede kupfilm og senere til en slags James Bond på steroider, har været fast leverandør af vellavet action, kemi mellem charmerende skuespillere og på samme tid oversentimental og sært dybfølt familiedrama.
For mig er det umuligt at stå for.
Så det er måske ikke ligefrem overraskende, at jeg også er begejstret for den nye afstikker fra serien; Hobbs & Shaw.
Men hvis du for længst er stået af på den eksplosive serie, der i flere film nu har forsøgt at finde grænsen for, hvor over-the-top en actionfilm kan være og stadig hænge sammen, så får Hobbs & Shaw dig næppe med på vognen igen.
For instruktør David Leitch griber fint stafetten og fortsætter seriens udvikling mod det ultimativt gakkede.
Når Idris Elbas usædvanligt veloplagte skurk i filmens begyndelse bare introducerer sig som ‘bad guy’, så nærmer Hobbs & Shaw sig decideret parodi.
Men den komiske tone fungerer fint i denne spinoff med fokus på Dwayne ‘du hedder The Rock, hold nu op’ Johnson og Jason Stathams uimodståelige hade-buddies.
Begge skuespillere er klar til ballade også selvom – eller måske fordi – rollerne som elskeligt kødklump og stilfuld gangstertype ikke ligefrem skubber til skuespilevnerne.
Heldigvis fordrer den faste manuskriptforfatter siden Tokyo Drift, Chris Morgan, de to actioncharmetrolde med en lavine af oneliners.
Ikke alle af dem rammer lige rent, men frekvensen er høj nok til, at det ikke er svært at sidde med et stort dumt grin i ansigtet i hele filmens spilletid.
Og det virker generelt til at være målet for en film, der ikke sparer på noget som helst. Særligt når det kommer til actionsekvenser
En jagt til fods på siden af en skyskraber, biljagt med en sci-fi motorcykel vs. toptunet sportsvogn (product placement gør ingen i tvivl om, at det er en MCLAREN!) og håndkamp mod en skurk med superstyrke på en kørende lastbil…i et kollapsende atomkraftværk, er kun et udvalg af filmens seværdige sekvenser.
Hobbs & Shaw kunne sådan set lige så godt være en superheltefilm, med den afgørende undtagelse at actionsekvenserne er veleksekverede og fyldt med opfindsomme påfund.
Men instruktør David Leitch har også alvorlig actionkredibilitet med årevis af erfaring både som stuntperformer, koordinator og selvfølgelig instruktør af film som John Wick og Atomic Blonde.
Og det er godt at Leitch formår at guide sit publikum helskindet og adrenalinfyldt gennem sekvenserne, for computereffekterne bliver til tider en kende for tunge i filmens gakkede tegneserieaction til rigtigt at kunne konkurrere med Furious-franchisens højdepunkter.
Men hvad Hobbs & Shaw måske ikke altid har i kvalitet, det har den i kvantitet.
Filmens føles lidt som en burger med tre bøffer, 4 forskellige slags ost, chili, ketchup, mayo, sennep…og endnu en bøf.
Det er både for meget og helt tilpas.
Tilføj et par uventede cameos og nykommeren Vanessa Kirby som Shaws hårdtslående søster, og så er det decideret umuligt at kede sig.
Ikke mindst i filmens sidste del, der leverer et actionklimaks der både er maksimalt fjollet og som uventet hylder seriens oprindelse.
Også i Fast & Furious-spin offs er familien vigtigst.
Så på trods af enkelte skønhedsfejl leverer Hobbs & Shaw varen i sidste ende og overgår uden tvivl den mildt skuffende foregående film i den oprindelige serie.
Det kan godt være, jeg har et blødt punkt for Fast & Furious, men det bør du nok også have.
Hobbs & Shaw er et overdådigt tag-selv-bord af opfindsom mega-action, der løftes endnu højere af charmetroldene Statham og Johnson.
