Amanda anmeldelse: Ømhed i kølvandet på tragedie

Amanda er overraskende usentimental sit plot taget i betragtning.

For historien om en 24-årig mand, der tvinges til at tage ansvar for sin 7-årig niece, da hendes mor dør i et terrorangreb, kunne nemt være endt som en tårevædet, klæbrig affære.

Det betyder dog ikke, at Amanda er renset for tårer.

I filmens vel nok mest hjerteskærende scene må unge David fortælle den værst tænkelige nyhed til sin lille niece: hendes mor er død.

Men det er David, der ikke kan holde tårerne tilbage allerede inden han konfronterer barnet med de hårde realiteter.

Det er unægteligt også Vincent Lacostes præstation som den helt almindelig David, der er hjertet i Amanda.

David lever en afslappet tilværelse uden det store ansvar og er lige ved at finde sammen med kvinden Lena, da han pludselig både mister sin søster og står med ansvaret for sin 7-årige niece.

Og Lacostes præstation er sjældent naturlig og aldrig overspillet på trods af de ultradramatiske omstændigheder.

Han spiller ganske simpelt et menneske, der gør sit bedste for at påtage sig en kæmpe opgave, om han er klar eller ej.

I baggrunden spøger selvfølgelig terrorangrebet, som instruktør Mikhaël Hers kun viser konsekvenserne af.

Det sker i en overraskende brutal scene, der køligt lader kameraet observere de sønderskudte ofre i en bypark.

Men Hers er unægteligt mere interesseret i, hvad der sker med mennesker efter en pludselig tragedie, end han er specifikt interesseret i terrorangreb.

Derfor kommer det også til at virke lidt letkøbt at bruge terror, som dramatisk virkemiddel uden videre sammenhæng. Også selvom filmen opfinder sit eget angreb i stedet for at fokusere på den sidste årrækkes virkelige tragedier i Paris.

Men heldigvis fungerer det stilfærdige drama mellem David og Amanda så fint, og føles så troværdigt, at det er til at se igennem fingre med filmens mangler, der i øvrigt også inkluderer et lidt for fladt og famlende filmsprog.

Til gengæld er både skuespil og personinstruktion i en klasse, der gør det umådeligt svært ikke at sympatisere med de genkendelige hovedpersoner.

Og det er netop i det helt almindelige, at Amanda har sin berettigelse.

Som da David tilfældigt møder en bekendt på gaden, der beder ham hilse hans søster.

Først efter den bekendte er forsvundet ned af gaden, kan David få sig selv til at fortælle hende sandheden.

Hvad han siger til hende, holder filmen for sig selv.

Men følelserne er ikke til at overse.

Amanda tackler et hårdt emne med stor nænsomhed, og byder på en usædvanligt stærk præstation af Vincent Lacoste.