Kapernaum anmeldelse: Et lidelses-rod

Når det gælder skildring af den barske virkelighed, hvor meget lidelse er så nok lidelse?

Hvis et biografpublikum virkelig skal forstå, hvordan livet er for en lille dreng midt i den systemiske fattigdom i Beirut, så skal der vel tales med store bogstaver?

Det mener i hvert fald instruktør Nadine Labaki, instruktør af Cannes-vinderen Kapernaum. Labaki læsser nemlig store skovlfulde af lidelse udover sine hovedpersoner, og sit publikum.

Resultatet er en velspillet film, der momentvis er hjerteskærende, men som desværre også spænder ben for sig selv med sit uendelige opbud af tragedier og et par noget mudrede pointer.

Når alt er lidelse, er intet lidelse.

Den, måske, 12-årige Zain har et hårdt liv, allerede inden han flygter hjemmefra. Hans forældre får tilsyneladende en uendelig strøm af børn, uden at kunne brødføde et eneste, og udsætter dem jævnligt både for psykisk og fysisk vold.

Af samme grund tilbringer børnen tiden på gaden. Når de ikke hjælper forældrene med at sælge medicin videre fra apoteket, så sælger de saft på gadehjørnerne i håb om at have råd til aftensmaden.

Heldigvis har Zain sin søster. I hvert fald inden den 11-årige pige bliver solgt til den lokale kioskejer for fire høns.

Det tvinger Zain til at flygte fra sit hjem, og i armene på en etiopisk flygtning, der skjuler sit lille barn fra myndighederne.

Inden længe står Zain med ansvaret for barnet, og hvis du tror det er en situation, der kan byde på endnu flere tragedier, så har du vundet den kæde en baby på et tidspunkt i filmen bindes til en væg med.

Det hele er mildt sagt grove løjer, men det er også så ustoppelig en serie af tragedier, at den følelsesmæssige slagkraft hæmmes. Jeg var forskræmt da den første baby var bundet til væggen, men den anden havde ligesom ikke helt samme effekt.

Underligt nok bliver de dramatiske begivenheder distancerende, og det er synd, for Kapernaum er på mange måder vellavet.

Zain, der i virkeligheden minder til forveksling om sin rolle, er fantastisk velspillet af den unge Zain Al Rafeea, og det samme gælder for det lille barn, han pludselig står med ansvaret for.

Kapernaum er også fyldt med flotte billeder af grusomme omgivelser, der inkluderer smukke og rædselsvækkende luftoptagelser af Beiruts gadebørn.

Men Kapernaum har svært ved at finde ind til menneskeligheden i sine hovedpersoner i hasten for at vise, hvor slemt det hele er.

I modsætning til for eksempel den fremragende The Florida Project har instruktør Nadine Labacki svært ved at finde menneskene i de sørgelige omstændigheder.

Zains forældre virker næsten karikeret onde, og alligevel er det vist nok meningen vi skal fatte sympati med dem i filmens slutning.

Netop slutningen er i sig selv et problem.

Kapernaum er nemlig rammet ind af noget så usandsynligt som en retssag Zain fører mod sine forældre. Han anklager dem for, at de aldrig skulle have født ham til sådan et lorteliv.

Det er en alt for åbenlys løftet pegefinger fra filmskabernes side, og fører til en mildt sagt usandsynlig udvikling i filmens sidste tredjedel.

Samtidig vakler Kapernaum mellem selvmodsigende om, at ingen bør få børn i så frygtelig en verden, samtidig med at den markerer hvor handlekraftig og stærk Zain er.

Det er utvivlsomt velment, men også underligt kunstigt.

Og det gælder sådan set for hele filmen, der underminerer sine egne stærke præstationer ved at glemme menneskene i lidelsen.

Kapernaums flotte skuespil og fine miljøportræt drukner desværre i overdreven lidelse og mudret samfundskritik.