Instant Family anmeldelse: Plejefamiliers kærlighed og spark i skridtet

Måske kan der laves en film om plejefamilier og adoption, der blander sentimentalt familiedrama med overgearet crazykomedie.

Men det er ikke Instant Family.

Instruktør Sean Anders’ film bugner ellers så meget af gode intentioner, at jeg næsten får dårlig samvittighed af at udpege dens fejl.

Historien om et par, spillet af Mark Wahlberg og Rose Byrne, der tager en plaget teenagepige og hendes to mindre søskende i pleje, er åbenlyst en dybfølt hyldest til plejefamilier og ideen om at adoptere.

Det er det næsten umuligt at rynke på næsen af.

Men Instant Family er desværre et tonemæssigt mareridt.

Inden for de første 10 minutter har der både været falde-på-halen-jokes, popkulturelle referencer og en tårevædet tale fra et plejebarn om seksuelt misbrug og livet som barn af stofmisbrugere.

Den sære mikstur fortsætter filmen igennem.

Klæbrigt melodrama om det hårde liv som plejebarn og behovet for at være forælder krydres med crazykomedie, og det skiller cirka ligesom olie og vand.

Instant family anmeldelse
Foto: Paramount

Sent i filmen byder de samme fem minutter på fejlagtig tilsvining af en skoleelev – der inkluderer referencer til hans store barberede testikler – fra filmens voksne hovedpersoner, en slap-stick jagt på en pædofil pedel – der får en masse tæv, komplet med spark i skridtet – og en tåreperser af en retssag om forældremyndighed.

Tonen skifter så voldsomt, at det giver hold i nakken at følge med.

Når dramaet så samtidig er af den sirupssukrede slags, med underlægningsmusik af 80er synth og trommeboks og komikken er vild forceret og næsten manisk klippet, så begynder det hele altså at falde sammen.

Men det er synd, for havde humoren bare været mere karakterbåret og mindre fladpandet, så havde det måske virket.

Instant family anmeldelse
Foto: Paramount

Mark Wahlberg og Rose Byrne fungerer nemlig fint som de hårdprøvede plejeforældre og Isabela Moner – der imponerede i Sicario 2 – er også god i rollen som teenagedatteren.

Desværre er de fanget i en film, der i et forsøg på at være både hylesjov og en rigtig tåreperser, knækker på midten.

Men der er desværre ikke lighedstegn mellem montager til popsange og funktionelt drama eller skingre stemmer og stor komik.

Men måske man bare skulle være lidt mere inkluderende, lidt ligesom Instant Family og alverdens plejefamilier beder os om.

Måske er Instant Family lidt ligesom et hårdt prøvede plejebarn, der skal vænne sig til at være i en rigtig familie, før de slipper for deres iboende vrede.

Måske Instant Family 2 bliver bedre.

Instant Family bugner af gode intentioner, men drukner desværre i sukkersødet sentimentalitet og vildt forceret humor.

2 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer