Captain Marvel anmeldelse: Mens vi venter

Så er den her endelig.

Filmen…før filmen alle Marvel-fans har ventet på.

Ok, det er måske lige groft nok at kalde den første Marvel-film med en kvinde i hovedrollen og den filmiske introduktion af en af Marvels mest elskede karakterer for opvarmning.

Men så alligevel.

Det er nok de færreste fans af Marvels filmiske univers, der ikke ser næste måneds Avengers: Endgame, som den helt store superhelte-hovedret.

I den sammenhæng er Captain Marvel mere en forret, men det er heldigvis en delikat en af slagsen.

For Marvel-maskinen, og de to instruktører Anna Boden og Ryan Fleck, har gjort introduktionen af den kosmiske superhelt til en overraskende jordbunden og underholdende sag.

Det meste af Captain Marvel udspiller sig nemlig som en slags buddykomedie mellem den slagkraftige titelrolle og den rapkæftede Nick Fury.

Fury er selvfølgelig spillet af altid veloplagte Samuel L. Jackson, der denne gang får sin nok største rolle i en Marvel-film hidtil, og det klæder både ham og filmen.

Jackson har gennemgået Disneys magisk digitale foryngelsesprocess, da Captain Marvel finder sted i 1995.

Jackson får dermed lov til at spille sig selv anno cirka Die Hard – Mega Hard og viser sig at være både sprælsk comic-relief og at have formidabel kemi Brie Larson i titelrollen.

Det er næsten de lidt for anstrengte 90’er-referencer værd, men også kun næsten.

Men det er selvfølgelig Larson, der er det vigtigste.

For Captain Marvel er først og fremmest en oprindelseshistorie, men heldigvis snedigt udformet som et mysterie.

For den intergalaktiske kriger Vers kommer nemlig på sporet af sin glemte fortid. Den struktur lader Captain Marvel introducere sin helt gennem en blanding af opklaring og flashbacks.

Det føles forfriskende i Marvels hav af oprindelseshistorier, også selvom mysteriet om Vers’ identitet ikke er helt svært at regne ud.

Til gengæld giver strukturen god tid til at nyde hende som karakter, og Brie Larson er fantastisk i rollen.

Med en helt særlig jordbunden karisma tager hun brodden af de galaktiske fjollerier, mens Larson også får skabt sympati for sin identitetssøgende superhelt.

Larson bidrager også til filmens stærke feminisme, der heldigvis aldrig føles påtaget.

Og så er hun ikke mindst overbevisende i filmens actionscener, der dog ikke er helt så talrige som sædvanligt.

For Captain Marvel er mere interesseret i sin karakter, end den er i den større Marvel-sæbeopera.

Måske er det også derfor, at det sænker tempoet lidt, når filmen desperat væver sig ind i både tidligere og kommede Marvel-film, og lidt spontant genintroducerer en tidligere skurk, kun for at kunne levere det obligatoriske computeranimerede klimaks.

Men så igen, da filmen når frem til netop det klimaks, er det unægteligt en actionfyldt fornøjelse.

Ikke alene cementerer den store finale Captain Marvel som en figur, jeg glæder mig til at se mere til, men også som den vel nok mest magtfulde Marvel-helt af dem alle.

Og sådan en får de bekendt brug for næste måned, de Avengers.

Captain Marvel er en stærk tilføjelse til Marvel-universet, og en stærkt underholdende omgang opvarmning til Avengers: Endgame.