Avengers: Infinity War anmeldelse: Thanos’ store hånd
I et enkelt billede bliver Thanos den bedste skurk i Marvels filmunivers.
I åbningsscenen hviler hans store violette hånd på en af de kære superheltes hoved. Nej, jeg siger selvfølgelig ikke hvem, men aldrig har en af de centrale helte i Marvel-universet set så skrøbelig ud.
Thanos’ hånd ser ud som den kunne mase hovedet som et æg. Og det er symbolsk for det allerbedste ved Avengers: Infinity War.
Det føles som om, der er noget på spil.
Avengers: Infinity War byder på ægte drama, konsekvenser og forandringer i en skala, der hidtil har været noget nær bandlyst i Marvels filmunivers.
Og midt i det hele står selvfølgelig Thanos og evighedsstenene.
Overraskende nok er noget af den mest saftige historiefortælling i Avengers: Infinity War forbeholdt Thanos, der på alle måder er filmens stjerne.
Josh Brolin og effektmagerne har skabt en imponerende nuanceret figur. Thanos er både truende i form af sine evner, men også troværdig i sin motivation.
Thanos er truslen som Marvel-filmene har bygget op til i snart ti år, og som ligger til grund for en af de mest populære tegneserier nogensinde.
Der er rigeligt at leve op til, men instruktørbrødrerne Joe og Anthony Russo viser sig heldigvis at være klar til opgaven.
Deres tidligere Marvel film Captain America: Winter Soldier og Captain America: Civil War havde en tyngde og soliditet i deres visuelle udtryk som det sæbeopera-lignende superhelteunivers ellers ofte mangler.
Det overfører de smukt til Infinity War, der på alle måder er den visuelt mest imponerende af alle Marvel filmene. Ikke mindst selvfølgelig i den absurd actionpakkede finale.
Det kræver til gengæld lidt tålmodighed at nå frem til finalen.
Et utal af karakterer på tværs af galaksen skal samles og hver have en plads i historien. Ikke så overraskende får det også Infinity War til at svulme op til en mildt sagt heftig spilletid.
Der er mange puslespilsbrikker, der skal på plads.
Men det fungerer.
Det fungerer, fordi Infinity War maler på et gigantisk kanvas. Den føles som en ordentlig moppedreng af en fantasy-roman, med dens væld af karakterer og komplekse mytologi.
Det fungerer også fordi Marvel ved, at det ikke længere er nok i sig selv at se heltene samlet på tværs af film, som det var i The Avengers. Derfor er Infinity War pakket med drama, der ville være en slægtsroman værdig.
På et tidspunkt truer hele molevitten godt nok med at gå i stå, med endnu en nyintroduceret planets navn på lærredet og endnu en gruppe at følge i den anden ende af galaksen.
Men inden det går helt galt, ruller Infinity War ind i sin tredje akt, og byder på noget af det mest spektakulære superhelteaction Hollywood kan byde på.
Samtidig finder Russo-brødrene selvfølgelig plads til alle heltefavoritterne, og på trods af den ofte tunge tone, bliver der også plads til den typiske Marvel-humor.
Den ved du nok allerede, om du er fan af.
Og hvis du er fan, så er Infinity War til dig. Den er velfortalt nok til at nybegyndere kan springe nogenlunde sikkert på her, og spektakulær nok til at uindviede også bør tage en tur i biffen.
Men Infinity War er ubetinget den største oplevelse for Marvel-nørderne.
De der har fulgt med fra starten. For dem – eller rettere; os – er der både overraskelser – her er mindst et gensyn, jeg på ingen måde så komme – og rigelig gåsehud at tage af.
Og så er der ham den fantastiske Thanos. Ham, der med et enkelt knips af sine store fingre, kan forandre alt.
Avengers: Infinity War kan bære sin umådelige hype. Ti års optakt er endt i en af de mest spektakulære og velfortalte Marvel-film til dato. Avengers: Infinity War er ikke bange for at ruske op i superheltenes status quo. Nu må vi bare se, hvor længe det varer ved.
