Dumbo anmeldelse: Den flyvende elefant tynges af mennesker

Umiddelbart er den gotiske Tim Burton måske ikke det oplagte valg som instruktør til Disneys nye live-action udgave af Dumbo.

Men man skal ikke kradse længe i overfladen på den oprindelige klassiker, før mange af Burtons favoritter stikker deres melankolske hoveder frem.

For en outsider-historie fyldt med cirkus-æstetik er ikke ligefrem fremmed for den 60-årige instruktør. Af samme grund burde Dumbo vel være et slam-dunk af en film.

Kombiner nostalgien for den oprindelige film med Burtons visuelle sans og melankolske sind, og så burde den være hjemme.

Så let går det desværre ikke for Dumbo, der er endt som en sært fejlslagen film.

Ganske vist er der glæder at finde i Burtons fortolkning af den elskede oprindelige film. De gamle Burton-muser Danny DeVito og Michael Keaton giver den gas som henholdsvis grådig, men varmhjertet cirkusdirektør og skurkagtig dandy.

De to hygger sig så meget med deres roller, at det forplanter sig til publikum i en film, der ellers det meste af tiden kæmper med at frembringe følelser.

Det samme gælder for den nyere Burton-muse Eva Green, der simpelthen ikke er i stand til at være kedelig uanset hvilken film, hun er med i.

Dumbo anmeldelse
Foto: Disney

Og så tøjler Burton – det meste af tiden – overforbruget af digitale effekter der fuldstændigt knækkede instruktørens tidligere Disney-filmatisering Alice i Eventyrland.

Faktisk bliver der plads til en række reelt smukke art-deco kulisser og halvskumle cirkusklovne af den type Burton kan lave i søvne.

Men det er desværre ikke nok til for alvor at gøre Dumbo interessant.

Dumbo anmeldelse
Foto: Disney

Det rodede manuskript af Ehren Kruger pumper den oprindelige fortælling op fra en times tid til næsten det dobbelte ved hjælp af en række lidt for flade karakterer.

Centrum er Colin Farrels krigsveteran og hestedomptør, der efter at have mistet en arm ser en noget anderledes fremtid i møde. Han har to børn, der – selvfølgelig, det er er jo Dumbo – har mistet deres mor.

Og så er der selvfølgelig cirkusdirektøren, der prøver at holde liv i sit fejlende cirkus, en småromance mellem Farrells karakter og Greens cirkusprinsesse og datteren med ambitioner om at blive videnskabsmand.

Og – nåh ja – en elefantunge med så store ører, at han kan flyve.

Dumbo anmeldelse
Foto: Disney

Men det glemmer filmen næsten i sit overvældende opbud af karakterer, der desværre reducerer titelrollen til en bifigur. For Burtons overfladeæstetik og Krugers rodede karaktergalleri overdøver fuldstændig den oprindelige historie om en elefant og hans mor.

Højdepunkterne fra den oprindelige film – den rørende Baby Mine og de lyserøde elefanter – må se sig selv reduceret til minimale referencer.

Når så Dumbos evne til at flyve fratages sin magi ved at være allestedsnærværende allerede fra start, så er der desværre ikke så meget tilbage at hægte sig fast på.

Så er det selvfølgelig godt at trioen DeVito, Keaton og Green stadig er i stand til at injicere noget menneskeligt ind i den ældre Burtons efterhånden kølige univers.

Men i sammenligning med sin forgænger er Dumbo en elefant-tung filmoplevelse.

Keaton, DeVito og Green gør hvad de kan, men den flyvende elefant tynges af et rodet manuskript og ligegyldige mennesker i Tim Burtons gendigtning af Disney-klassikeren.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer