X&Y anmeldelse: Drillepinden

Anna Odell er en drillepind.

På et tidspunkt i X&Y siger den svenske instruktør noget hen ad: ‘Man er nødt til at lege for at holde livet ud’.

Den filosofi gennemstrømmer X&Y, og det er ikke nødvendigvis et dårligt fundament for at lave film. Mange gode film føles, som de er leget frem.

Sådan er det også med X&Y, der meget åbenlyst føles som resultatet af en udforskende process, som de deltagende har haft en fest med at gå igennem.

Problemet med den slags er bare, når det ikke smitter af på publikum.

Det problem hviler desværre lidt for tungt på Anna Odells metaleg X&Y, der inviterer en række danske skuespillere til at agere alter-ego for svenske Mikael Persbrandt og Odell selv.

Det er selvfølgelig Odell selv, der er instruktør – altså også på filmen i filmen – og selvfølgelig kører den Charlie Kauffmann-agtige fiktionsleg af sporet for de involverede.

For filmens Anna Odell vil gøre alt for kunsten. I begyndelsen af X&Y gør hun det klart, hvor genial hendes ide er.

‘Vi udforsker os selv, og opfinder filmens forløb imens, så publikum ikke har en chance for at vide, hvad der er fakta og fiktion’.

Der er med andre ord lagt op til at lade masken falde og bæstet komme frem, når Odell allerede i åbningscenen prøver at score Mikael Persbrandt og måske endda penetrere ham med en påspændingsdildo!

X&Y anmeldelse
Foto: Camera Film

Men så vidt går det desværre ikke, og det er generelt problemet med X&Y. Den er aldrig hverken helt så snedig ellers grænseoverskridende, som den selv tror.

Projektets glaskab forbliver på papiret, mens Daniel Takács køligt stilfulde fotografering aldrig føles som andet en ren fiktion.

Også selvom filmen leger med Persbrandt og Odells offentlige personaer – der trods alt nok har større gennemslagskraft i hjemlandet.

Jeg følte mig med andre ord aldrig i tvivl om grad af fiktion og fakta, og uden den tvivl, har X&Y desværre ikke meget at byde på.

Odells intertekstuelle leg er set bedre utallige gange i filmhistorien, og det samme gælder for grænseoverskridende leg med skuespillere.

X&Y anmeldelse
Foto: Camera Film

For tit kommer X&Y til at føles som improvisationsøvelser fra dramaskolen end den farlige film, den desperat gerne vil være.

Men heldigvis rummer den slags også sin egen indbyggede underholdningsværdi, særligt når skuspillerne inkluderer navne som Trine Dyrholm og Jens Albinus.

Særligt Albinus er vanvittigt sjov, når han legemliggør Odells mere neurotiske sider, og er næsten filmen værd i sig selv.

Men det er problematisk at Odell som altid placerer sig selv i centrum. Særligt fordi hendes skuespilevner mildt sagt ikke lever op til resten af castets.

Lidt som resten af filmens ideer, forbliver hun desværre underligt livløs.

Anna Odells X&Y er meta med meta på, men bliver aldrig helt så farlig eller grænseoverskridende, som den gerne vil være.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer