Werewolves Within anmeldelse: Tag med på varulvejagt i vellykket gyserkomedie

Werewolves Within anmeldelse: Du er varulven!

‘Du er varulven’.

‘Nej, du er varulven!’.

Hvis du ikke har haft fornøjelsen af at sende anklagende blikke mod dine venner i ‘hvem er forræderen’-kortspil som Mafia og Werewolf, så har du noget til gode.

Adrenalinniveauet er lige højt, om du er den hemmelige varulv, desperat prøver at undgå falske anklager eller prøver at regne hvem ved bordet der lyver.

Måske derfor har selvsamme spil affødt kopi efter kopi; både af digital og analog slags.

En af de kopier er Ubisofts VR-spil Werewolves Within, som filmen af samme navn er baseret på.

I VR-udgaven er teknologien selvsagt en tand mere avanceret – også selvom den ikke altid fungerer – men princippet er det samme. Hvem er varulven?

Og det er sådan set ikke mere end den sætning, instruktør Josh Ruben og manuskriptforfatteren med det passende navn Mishna Wolff baserer filmudgaven på.

Det viser sig heldigvis at være rigeligt. Men som spilfilmatisering er det selvfølgelig lidt snyd.

Der er ikke meget af computerspillet tilbage.

Måske er det også derfor Werewolves Within med hopper over de fleste andre spilfilmatiseringer, hvad angår kvalitet.

For Ruben har skabt noget så sjældent som en vellykket gyserkomedie. Den slags skal selvfølgelig behandles med samme nænsomhed som krystalglas, for hold nu op, hvor er den genre svær at ramme helt rigtigt.

Men når det lykkes, leveres nogle af de bedste filmoplevelser man kan ønske sig.

Werewolves Within rykker varulve-paranoiaen fra spillets middelalderlandsby til den snedækkede by Beaverfield et sted i det nordlige USA.

Løjerne går løs, da skovranger Finn Wheeler ankommer til den isolerede og excentriske by.

Inden længe viser det sig, at indbyggernes gustne hemmeligheder er et mindre problem, end den varulv der muligvis lusker rundt iblandt dem.

Herfra folder Werewolves Within sig ud som en blanding af Agatha Christie og John Carpenters The Thing, mens Finn sammen med publikum prøver at regne ud, hvem gerningsmanden er.

Og instruktør Josh Ruben har både styr på gys og grin, selvom sidstnævnte unægteligt fylder mest.

Maskingeværsdialogen og den lynhurtige og udtryksfulde klipning får Werewolves Within til at føles som en slags Edgar Wright-light, uden helt samme geniale sans for detaljen.

Og det humoristisk take på en klassisk ‘whodunnit’ bringer tankerne til Rian Johnson fremragende krimi-dekonstruktion.

Helt samme højder som Wright og Johnson når Werewolves Within ikke, men mindre kan også gøre det.

Især når resultatet er så konstant underholdende og veloplagt som Werewolves Within.

Alle bag kameraet har slået sig sammen for at lave en rutsjebanetur af gys og grin, mens skuespillerne smider både engagement og komisk timing efter filmens forsamling af karikerede, men underholdende, mistænkte.

Bedst er Sam Richardson og Milana Vayntrub i filmens hovedroller.

Richardson skaber liv i filmens straight-man, den følsomme og ærkegode ranger Finn, hvis job det mest er at reagere på de tiltagende bizarre begivenheder.

Og som Finns makker, postbudet Cecily, leverer Vayntrub en af den slags hjertevarme og oprigtigt sjovt præstationer, der bør sende hende direkte til stjernestatus.

Og mellem sine jokes får Werewolves Within opbygget et reelt spændende mysterium.

Rubens strør visuelle detaljer og ledetråde ud i filmen, der sender berettiget mistanke i alle retninger.

Desværre afskriver filmen lidt let en del af sine bifigurer og løse tråde i et kaotisk midterstykke. Det er synd.

Men Werewolves Within vender heldigvis tilbage med en veloplagt finale, der har styr på sine referencer til varulvefilm.

Og selv i sine mest fjollede øjeblikke, holder Werewolves Within fokus på det afgørende spørgsmål:

Hvem er varulven?

Werewolves Within fortjener at blive fejret som noget så sjældent som en veloplagt og vellykket gyserkomedie.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer
Facebook kommentarer