Vice anmeldelse: En rablende film om en rablende tid

Hvis du troede, at Vice ville være skalpel-skarp dissekering af tidligere vicepræsident Dick Cheneys inderste væsen, eller en præcis obduktion af hans kontroversielle virke, så tog du fejl.

Men den slags forventninger tyder nok også på, at du aldrig har set en film af instruktør Adam McKay. For McKay er ikke en præcis filmskaber.

Han er rablende.

Fra sin start i Saturday Night Live til de fire impro-komedier med Will Ferrel, der gjorde begge berømte, har McKay aldrig holdt igen.

Han er en filmskaber, der smider alle sine ideer op på lærredet, og som ikke er bleg for at gå ud af lange tangenter.

Det gjaldt også, da McKay begyndte at blive åbenlyst politisk; først med komedien The Other Guys og siden med den mere alvorlige, men ikke mindre rablende The Big Short om finanskrisen.

Så det er ikke en kæmpe overraskelse, at Vice også er en rablende film, og som altid hos McKay er det både filmens styrke og svaghed.

For Vice skal nå en masse.

Foto: SF Studios

Vi starter hos den helt unge Cheney – der måske lidt overraskende var en alkoholisk lømmel af den type, de fleste nok mere forbinder med præsident George W. Bush – og så skal vi ellers igennem hele Cheneys karriere.

Der går med andre ord noget tid, før Vice når frem til det egentlige hovedmåltid, da Cheney øjner en chance for at blive den mest magtfulde vicepræsident nogensinde.

Og da Vice når frem, bruger den næsten for lidt tid på den absurd kaotiske periode i amerikansk historie, der både inkluderede den der fatale septemberdag og invasionen af Irak.

Vice anmeldelse
Foto: SF Studios

Heldigvis er Vice umanerligt underholdende hele vejen igennem.

Det er nemlig altid sjovt, når McKay rabler, og han fylder Vice med den dunkle humor, der også gennemsyrede The Big Short.

McKay er ikke bange for at gå fuldstændigt meta, med både en overraskende fortællestemme og en smågenial falsk slutning, som de fleste nok kunne ønske sig at virkeligheden havde budt på.

Tempoet er i top, og filmen klipper lynhurtigt, både på tværs af tid, og mellem fiktion og virkelige optagelser, så det er umuligt at nå at kede sig.

Det ville nu under alle omstændigheder også være svært med Christian Bale i titelrollen.

Vice anmeldelse
Foto: SF Studios

Bale dykker som altid dybt ind i sin karakter, og med hjælp fra fremragende makeup og en heftig vægtøgning forvandler skuespilleren sig simpelthen til den famøse politiker.

Alt fra ansigtstræk til talemønster er ramt så præcist, at der er umuligt at visualisere nogen andre gøre det så godt.

Og det er vigtigt, at Cheney fremstår så virkelighedsnær. Som udlagt af McKay er det netop politikerens monotone pondus, der er en af nøglerne til hans uhæmmede tilraning af magten.

Cheney siger simpelthen ting så kedeligt, at de må være sande.

Vice anmeldelse
Foto: SF Studios

Men endnu et offer i McKays rablende stil er mennesket under den halvskaldede isse.

Vice finder aldrig ind til Cheneys inderste væsen, kun til den kyniske overflade.

Men sikke en overflade.

Den overflade der sendte en hær ind i et land på falsk grundlag, beordrede at alle mildt mistænkelige fly skulle skydes ned 11. september og gav den amerikanske præsident mulighed for uindskrænket magt.

En mulighed der stadig foreligger.

Og så det måske mest fordømmende øjeblik i Vice. Da Cheney, der ellers har skånet sin homoseksuelle datter fra det politiske rampelys ofrer hende på magtens alter.

Måske kan den historie kun fortælles rablende.

Christian Bale forsvinder fuldstændigt i rollen som Dick Cheney i Adam McKays ustyrligt underholdende og dunkelt humoristiske Vice.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer