Tomb Raider anmeldelse: Den nye Lara – nu også på film

Lara Croft er kommet lang vej.

Jeg kan huske, da hun første gang dukkede op i 1996. Tomb Raider – altså spillet – blev genredefinerende. Nutidens action/adventure spil er stadig voldsomt inspireret af spillets gameplay drevet af udforskning og gådeløsning.

Næst efter Mario er Lara Croft vel nok den mest kendte computerspil-figur i mainstreamkulturen.

Det til trods for, at hun oprindelig var en noget flad figur.

Altså ikke barmen, den var ikke flad.

Faktisk var den oprindelige Lara Croft ikke meget mere end en slags Indiana Jones-light med enorme bryster og britisk accent.

Lidt synd for den mest ikoniske kvindelige spilfigur.

Hendes personlighed blev – minimalt – udviklet i de efterfølgende 12 (!) spil, men succesen dalede langsomt. Selvom Angelina Jolie satte hende på filmkortet, da hun spillede Lara Croft i to spillefilm fra 2001 og 2003.

Men i de nyeste – fremragende – spil fra 2013 og 2015, Tomb Raider og Rise of the Tomb Raider gav Square Enix hende et tiltrængt makeover.

Væk var den superhelte-lignende arkæolog, til fordel for en ung moderne kvinde, der skulle overleve sit allerførste eventyr.

Det er denne fornyede Lara Croft, der nu finder vej til biograferne i svenske Alicia Vikanders skikkelse.

Resultatet er muligvis en af de hidtil bedste spilfilmatiseringer.

Tomb Raider anmeldelse
Foto: SF Studios

Ja, ja, jeg ved godt, at det ikke siger det helt store, men Tomb Raider er faktisk en solid action-film, og Alicia Vikander er klart den bedste filmiske version af Lara Croft hidtil.

Væk er de forlængede badescener og andre pinligheder fra Jolie-filmene, til fordel for en Lara Croft, der både sparker røv og viser følelser.

Vikander er helt perfekt i rollen som den unge Lara, der går fra at være cykelbud til at følge i fodsporene på sin afdøde arkæolog-far.

Hun åbner op for en sårbarhed, der var ikke-eksisterende i tidligere udgaver af figuren, men er samtidig også ustoppeligt badass og en troværdig kvindelig helt, der går igennem ild og vand.

Helt bogstaveligt igennem ild og vand, faktisk.

Tomb Raider er nemlig overraskende tro mod spillet af samme navn fra 2013 og sender Lara til den japanske ø Yamatai. Her udfordres hun både af ældgamle hemmeligheder, trænede lejesoldater og naturen.

Tomb Raider anmeldelse
Foto: SF Studios

Tonen er hårdere og mindre eventyrlig end tidligere, men det klæder filmen – som det også gjorde spillet – der mere bliver en historie om overlevelse end eventyr.

Det er med andre ord ikke mange tombs der raides.

Heldigvis er den sidste tredjedel helliget netop det formål, og her leverer den norske instruktør Roar Uthaug en herlig omgang pseudo-Indiana Jones.

Uthaug slipper generelt godt afsted med sin instruktion. Nok er den lidt anonym, men han får alligevel leveret en håndfuld vellykkede actionsekvenser.

Den bedste involverer et rustent fly og et vandfald, og er en flot orkestreret serie af konstant eskalerende uheld. Som taget direkte fra spillet.

Tomb Raider anmeldelse
Foto: SF Studios

Det betyder ikke at Tomb Raider er perfekt. Far-datter forholdet kan ikke helt bære den dramatik der læsses på det, og hverken hemmelige skurke eller andre plot-twists byder på et sekunds overraskelse.

Andre problemer er til låns fra de nye spil. Det er svært at græd over at Lara tvinges til brutalt at drukne en mand, når hun kort efter skyder skurk efter skurk med sin bue.

Men det er ok.

Med Tomb Raider har vi fået en filmisk Lara Croft at være stolt af. Så kan hun måske blive rodet ind i lidt mere interessante eventyr, i de efterfølgere, jeg håber, er på vej.

Lara Croft har aldrig været mere badass – på film i hvert fald. Tomb Raider leverer solid action, eventyr og frem for alt en kvindelig actionhelt, der hører til blandt de bedste. Så gør det ikke så meget, at historien er lavet efter gammel skabelon.

4 af 6 stjerner anmeldelse

Facebook kommentarer