Vores livs ferie anmeldelse: Mirren og Sutherland kan stadig

Jo ældre du bliver, jo mindre plads er der proportionelt til dig i Hollywood.

Hvis du er skuespiller – især kvindelig – så svinder hovedrollerne som regel ind,  allerede når du når over de 50.

Alt efter hvor dygtig din plastikkirurg er, selvfølgelig.

Resultatet er selvfølgelig, at der heller ikke er meget plads til et ældre publikum i biografen. Ingen film med ældre i hovedrollerne betyder selvfølgelig færre film for et ældre publikum.

Med Vores livs ferie demonstrerer Helen Mirren og Donald Sutherland, hvor stor en fejl det er.

De er begge på den anden side af de 70 – og i Sutherlands tilfælde på den anden side af de 80 – men de spiller stadig præcis så fremragende, som de altid har gjort.

Eller vel sådan set bedre.

Filmen der samler dem har sine problemer, men Mirren og Sutherland kan unægteligt stadig levere varen.

De to veteraner spiller et aldrende ægtepar, Ella og John, der tager ud på deres – måske – sidste ferie.

De støver den gamle autocamper ‘The Leisure Seeker’ af og begiver sig på en tur mod Ernest Hemingways hus i Florida.

Deres voksne børn havde ellers hellere set, at de blev hjemme. Med god grund.

Den tidligere ellers så skarpe professor i engelsk John er nemlig ramt af Alzheimers, mens den mere jordnært snaksalige Ella har kræft.

Det er et lidt hjerte/smerte-agtigt oplæg, der hurtigt kunne være blevet kvalmt, men det lader de to skuespillere det aldrig blive.

Mirren er charmerende som den altid snakkende sydstatsfrue Ella, der gemmer sit kemo-behandlede grå hår bag en paryk.

Hun har fået førertrøjen på i et forhold, hvor det aldrig er sikkert om John er sig selv, eller har glemt alt omkring sig.

Mirren skaber en karakter, der er lige så overbevisende i sin ukuelige optimisme, som i sin smerte, når John pludselig ikke kan genkende hende – for så gammel er hans Ella da ikke.

Men det er Donald Sutherland, der for alvor løber med Vores livs ferie.

Han spiller den alzheimers-ramte John med stor nænsomhed. Med små ansigtsbevægelser gør han det klart, om John pludselig igen er den Hemingway-elskende kloge mand, han har været hele sit liv, eller den barnligt forvirrede gamling, der tisser i sengen.

Ofte er han begge dele samtidig.

Nogle af filmens bedste øjeblikke er scenerne, hvor Ella prøver at minde John om deres fælles fortid med et diasshow af familiebilleder.

Nogle gange lykkes det, andre gange ikke.

Mirren og Sutherland får simpelthen gjort deres karakterer menneskelige og varme, på en måde så det er muligt at forholde sig til, hvordan det må føles, når et helt livs forhold pludselig står over for sit endeligt – også selvom man er under 70.

Det gør nas, men det bliver aldrig en svælgen i sentimentalitet, takket være de to skuespilleres tørre humor.

Desværre har instruktør Paolo Virzi og hans 3 manuskriptforfattere lidt sværere ved at holde stilen.

Lidt som i instruktørens – i øvrigt meget lignende – film Springtur i Toscana kan han ikke helt holde sig fra det kunstigt pudseløjerlige.

I Springtur i Toscana var det psykisk syge, der også skulle være sådan lidt sjove på den skæve måde. I Vores livs ferie er det gamle mennesker.

Derfor må de to seniorer igennem et røveri som de køligt afvæbner, og Mirren skal ud at køre på en tilfældig forbipasserendes Harley Davidson med hånden på parykken.

Det er både klodset og utroværdigt, især fordi Mirren og Sutherland klarer humoren langt bedre i mindre målestok.

Men det stopper heldigvis ikke Vores livs ferie i at være seværdig.

Og forhåbentlig er der ingen, der stopper Helen Mirren og Donald Sutherland i at have en plads i Hollywood lidt endnu.

Helen Mirren og Donald Sutherland er biografbilletten værd i sig selv, men Vores Livs Ferie er også en rørende og humoristisk lille fortælling om et livslangt kærlighedsforhold i sin egen ret, selvom den kammer lidt over en gang imellem.