CPH: DOX 2018: False Confessions anmeldelse: Jagten på sandheden
Hvad er en dokumentar? Er det en film, der beskæftiger sig med virkeligheden? Eller er det en film, der beskæftiger sig med sandheden?
Det har klogere mennesker end jeg skrevet rigeligt om, men at der er forskel på de to – virkeligheden og sandheden – tør jeg godt afsløre.
False Confessions dykker ned i lige den forskel.
I virkeligheden tilstod danske Malthe Thomsen en række overgreb mod elever i den amerikanske skole, hvor han var i praktik.
Men sandheden er, at han ikke gjorde det. På trods af at han tilstod. Sagen er nu omstyrtet.
I virkeligheden tilstod Renay Lynch, at hun slog sin udlejer ihjel. I virkeligheden fik hun en dom, og har nu siddet i fængsel i over 20 år.
Men sandheden er, at politiet ikke havde nok beviser mod hende, og at hendes tilståelse var åbenlyst falsk.
Og det er lige præcis det, False Confessions sætter luppen på. Falske tilståelser i det amerikanske retssystem.
Filmens helt er den danske forsvarsadvokat Jane H. Fisher-Byrialsen, der med sin mand har gjort det til en mærkesag, at tage sager om falske tilståelser.
Med hende som galionsfigur tager False Confessions publikum med igennem en række sager, hvor dommen bygger på tvivlsomme og falske tilståelser.
Det kan ellers umiddelbart lyde selvmodsigende.
Hvem vil dog tilstå noget, de ikke har gjort?
Ifølger Fisher-Byrialsen og den ekspert i falske tilståelser, hvis samtaler meget af filmen er funderet i, så vil vi alle sammen tilstå hvad som helst. I hvert fald, hvis vi skal igennem det amerikanske retssystem.
Her er alle politiets afhøringsteknikker gearet til at få en tilståelse, også selvom det ikke nødvendigvis er gerningsmanden, der sidder i den varme stol.

Afhøringerne kan være så intenst ubehagelig og langvarige, at mistænkte ikke ser anden udvej end den tilståelse de konstant presse imod.
Og måske endnu mere overraskende: det amerikanske politi må lyve.
De må sige, at de har din DNA fra gerningsstedet, at de har video af dine forbrydelser eller at det er dit fodaftryk ved siden af den myrdede. Også selvom det intet har med virkeligheden at gøre.
Betjentene må lyve for at få sandheden, men hvordan kan de så stole på, at tilståelsen er sand.
False Confessions viser rædselsvækkende klart, hvordan den slags manipulation, kan drive uskyldige til at tilstå hvad som helst.
Det kommer især til udtryk i filmens bedste sekvenser. De knitrende råoptagelser af politiets afhøringer.
Det er hård kost at se en 14-årig dreng presset til en tilståelse af to politiefterforskere. False Confessions får det til at stå helt klart, at alle ville bukke under for sådan et pres.
Den røde tråd i False Confessions er sagen om Renay Lynch, men filmen finder plads til en række af Fisher-Byrialsens sager.

Der er noget true-crime tilfredsstillende ved at se eksperternes optrevling af de falske tilståelser, men de små kig ind i sagerne fungerer bedre end det store.
Der bliver brugt for meget tid på Lynch’s endnu uafklarede sag.
Filmen kæmper også lidt med sin berettigelse som film, og ikke f.eks. podcast eller andet.
Der bliver ellers leveret sprød fotografering – og elegant lyddesign, men det kan ikke helt skjule, at filmen hovedsageligt er en klassisk omgang ‘talking heads’.
Men optagelserne fra afhøringerne er alligevel en unikt nerveslidende oplevelse, der ikke havde fungeret nær så godt i andre medier.
Så er det bare at håbe, at False Confessions måske kan være med til at få virkelighed og sandhed lidt tættere på hinanden i det amerikanske retssystem.
False Confessions dissekerer en uhyre problematisk del af det amerikanske retssystem med stor præcision. Den er en velinstrueret illustration af, hvor problematisk det kan være, at bruge løgn til at finde sandheden.
False Confessions får premiere 17/3 og vises yderligere to gange under CPH:DOX.