Tenet anmeldelse: Forlæns og baglæns

Kan du huske Forlæns og Baglæns?

Hvis ikke, så var Forlæns og Baglæns et prikket rumvæsen, der hang ud med selveste Bamse dengang i 1980’erne, da den elskede gule karakter stadig befandt sig på en fjern planet.

Det lyder måske lidt mærkeligt.

Men det virkeligt mærkelige er egentlig, at Christopher Nolans nye og vildt ambitiøse blockbuster Tenet, tilsyneladende er en 200 millioner dollar genindspilning af B&U’s udsyrede 80’er børne-TV.

Forlæns og Baglæns mest imponerende kvalitet – som jeg husker den – var nemlig altid de klip den havde med til Bamse, som gik – ja, du gættede det – forlæns og baglæns.

En tallerken havregryn med mælk knuses på gulvet, men vupti, så samler skårrene sig igen som om intet var hændt. Eller måske som om tallerkenen gik baglæns i tid.

Ren filmmagi.

Det prikkede rumvæsen spottede jeg nu ærligt ikke i Tenet, men Nolan genbruger helt klart det gamle Forlæns og Baglæns-trick, når han i sit nye hjernevridningsforsøg, lader genstande rejse i modsat tidsstrøm af omgivelserne.

Og det er altså stadig filmmagi.

Men desværre kun til tider.

For Nolan har aldrig stået med røven mere bar, end han gør i denne tidsrejsende James Bond-kompot.

Det er sådan set på overfladen en ret flot røv.

Pengene er som altid på lærredet, når produktionen går globetrot amok, mens den sender John David Washingtons protagonist – jeps, det kalder filmen ham altså! – rundt til alverdens fjerne afkroge i forsøget på at stoppe verdens undergang.

Her er præcis så mange lækkert jakkesæt-klædte mænd, som enhver Nolan fan kan ønske sig.

Og en håndfuld actionsekvenser, tilsat Hoyte Van Hoytemas storslåede realisme og Ludwig Göransons trommehindesprængende musik, er en sjælden biografnydelse.

Og selvfølgelig er manuskriptet en udspekuleret konstruktion, der leger med fortælletid.

Det hele føles lidt som et forsøg på at genskabe Inception-successen.

Men så langt når Tenet desværre ikke.

For Nolans røv lugter altså også lidt.

Hans sci-fi dialog og pseudo-filosofiske dialog, er så gumpetung, at Tenet desværre til tider føles mere som en Nolan-parodi, end det storværk den er sat op til.

Det er et mindre mirakel, at John David Washington og Robert Pattinson får skabt lidt kemi mellem sig, når Nolans ord slår knuder på sig selv.

Nolans tidsrejse ide er en ubetinget visuel fornøjelse.

Desværre er den hæftet på et sært gammeldags spionage-plot, komplet med Kenneth Branagh som halvpinlig skurk med russisk accent og en plaget kvinde på sidelinjen, der aldrig bliver andet end en typisk Nolan-manuskriptkonstruktion.

‘Wow’-siger protagonisten, da han konfronteres med en ny verden, der bryder fysikkens love. Det samme gjorde Neo i 1999, da Morpheus viste ham den virkelige verden i The Matrix.

Men i modsætning til The Matrix, mangler Tenet kompleksitet til at komplementere det filmiske håndværk.

Nolans hoved truer med at forsvinde op i føromtalte legemsdel, men det rodede manuskript gemmer ikke på skjulte dybder.

Det er bare noget rod.

Af samme grund kaldes Tenet allerede Nolans mest polariserende film.

Men det er ikke fordi den går linen ud, hvor andre film holder sig tilbage.

Det er mere fordi den er skiftevis god og dårlig fra scene til scene.

Om den er et biografbesøg værd, er med andre ord op til din egen evne, til at lade Nolans kvaliteter overskygge hans svagheder.

Det kan jeg personligt godt, når han skaber en spektakulært iscenesat tidsrejsende biljagt, eller en apokalyptisk forlæns-baglæns-krig.

De scener er altså værd at se i biografen, iscenesat som de er i sjældent gigantisk skala og tilsyneladende med forsvindende lidt brug af computer-effekter.

Men Nolan afholdere kan med god samvittighed holde sig på lang afstand.

De kan så måske nyde et afsnit med Forlæns og Baglæns og Bamse på planeten i stedet.

Jeg er i øvrigt ikke gammel nok til at have set den udsendelse oprindeligt. Men jeg fangede genudsendelserne.

Lidt ligesom at rejse i tid.

Wow.

Tenet overvinder lige nøjagtigt sine markante problemer med ambitiøs og spektakulær action, men kan ikke hamle op med Christopher Nolans bedste film.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer