Swan Song anmeldelse: Spotlight på Kier

Der er meget at fejre ved Swan Song.

Det er på mange måder en charmerende film instruktør Todd Stephens har lavet.

En mini road movie i rollator-tempo, der vækker minder om David Lynchs The Straight Story. Det er en melankolsk fortælling, om en ældre mand, der tager en sidste rejse gennem sit gamle liv.

Der er nu heldigvis ikke meget ‘straight’ ved Swan Song, der med sin homoseksuelle hovedperson er endnu en i rækken af Todd Stephens film med queer-temaer.

Det bruger filmen især i sin sidste del til rørende at udforske, hvordan det er for en ældre homoseksuel, at se en livsstil, der i deres tid blev betragtet som outreret, pludselig blive mondæn.

Og så er Swan Song også endnu en tur tilbage til Todd Stephens barndomsby Sandusky, og livet i en lille amerikansk landsby er overbevisende leveret.

Men det bedste ved Swan Song er selvfølgelig Udo Kier.

Den 77-årige skuespiller med et CV længere end Dostojevskijs samlede værker får med Swan Song en af sine uhyggeligt sjældne hovedroller.

Det er Kiers tur i rampelyset.

Han løfter rollen med bravur.

Men det er også noget af en karakter, han har fået i hænderne med Mr. Pat.

En homoseksuel tidligere frisør, nu på plejehjem og med sin fortid som byens hårkonge plantet langt bag sig.

I hvert fald indtil en tidligere veninde – eller er det en fjende? – skriver i sit testamente, at Mr. Pat skal ordne hendes hår en sidste gang til hendes begravelse.

Efter lidt tøven sender det ønske Mr. Pat ud til fods i lille Sandusky på en rejse gennem gamle minder.

Og Kier leverer virkelig en flot præstation. Den flamboyante Mr. Pat kunne ellers nemt være blevet lidt af en karikatur.

Men Kier næsten underspiller den ellers noget teatralske herre og får gjort ham til et ægte menneske med et krydderi af camp på toppen.

For Kier-fans er Swan Song med andre ord et must.

Men desværre kan en stærk central præstation ikke helt kompensere for filmens andre mangler, selvom Kier når et godt stykke af vejen.

Swan Song snubler for ofte både i instruktion og manuskript.

Det drømmende adstadige tempo tipper over i det kedsommelige med et overforbrug af grim slow motion.

Og for mange af præstationerne omkring Kier er plaget af akavet skuespil og sær timing.

For ofte krydses grænsen desværre fra charmerende lille film til amatøragtig hjemmevideo.

Og måske endnu værre forfalder manuskriptet til at svælge i en sentimentalitet, som hovedpersonen ellers selv helst undgår.

Mr. Pats alder og grund til at være på plejehjem dukker kun op, når filmen har brug for lidt drama- Gentagne forsøg på sammensmeltning af virkeligheden og Pats minder falder helt til jorden.

Det er synd, at filmen omkring Kiers præstation ikke er bedre.

Men de gode intentioner og den stærke centrale præstation gør alligevel Swan Song til et interessant punkt på Kiers CV.

Den kunne bare have været meget mere.

Udo Kier brillerer som flamboyant frisør, men filmen omkring ham kan desværre ikke klare sig på gode intentioner alene.