Stalker anmeldelse: Psyko-eventyr

Der var engang en ung kvinde, der lige havde mistet sin mor, men heldigvis mødte hun ved et tilfælde en sød ældre kvinde, der med glæde ville tage moderens plads.

Hvis instruktør Neil Jordans Stalker var et eventyr, kunne den sagtens have begyndt sådan.

Men eventuelle håb brister nok allerede, når man hører filmens danske titel, der i modsætning til originaltitlens mere anonyme Greta smider svesken på disken.

For den ældre franske dame, hvis taske Chloë Grace Moretz’ Frances finder i undergrundsbanen, er ikke af den søde slags.

Hun er den navnkundige Greta og spilles af altid fremragende Isabelle Huppert, og leverer en præstation, der næsten på egen hånd gør Stalker til en fest

Hun leverer en vanvittigt underholdende kombination af Norman Bates og den typiske biografgænger i Grand Teatret.

Det varer ikke længe før unge Frances opdager, at Greta ikke bare er en lidt pudseløjerlig og ensom dame, men en stjernepsykopat, der nægter at forlade Frances’ liv igen.

Huppert har en fest med rollen, der næsten konstant balancerer lige på kanten af overspil uden at falde i.

Imens leverer instruktør Jordan en thriller, der på overfladen virker inspireret af Hitchcock og De Palma, men som tiltagende afslører sig som et dunkelt eventyr.

Som en eventyrheks bor Greta i et lille afsides hus, der gemmer på mere end en hemmelighed, mens plottet ikke helt opererer med virkelighedens logik.

Jordan er mere interesseret i at fortælle en gotisk fabel med glimt i øjet, end en egentligt troværdig gyser.

Politiet er næsten grinagtigt fraværende, når først stalkeriet tager til, og der skal ikke kradses længe i lakken før begivenhedernes troværdighed kollapser.

Men det er heller ikke nødvendigvis den rigtige måde at gå til Stalker, der mere opererer med eventyrenes eller drømmenes logik.

Huppert er en moderne storbyheks, mens Moretz er hendes uskyldige offer, der ikke nødvendigvis har efterladt nok brødkrummer til at komme hjem igen.

Desværre kan den lakoniske Moretz ikke helt leve op til Hupperts pragtpræstation. Hun har ganske enkelt svært ved at ramme den rigtige tone, og det trækker ned.

Et unødvendigt sidespor med Frances’ fraværende far truer også med sætte de dunkle løjer i står.

Til gengæld løfter filmens tredje akt, hvor Gretas hemmeligheder endelig afsløres og en småkageform får en afgørende brutal rolle, filmen til nye underholdende højder.

Grimms eventyr er sgu også lidt ujævne.

Isabelle Huppert er fantastisk som moderne eventyrheks i Stalker, der leverer underholdende ondskabsfuldheder nok til at kompensere for sine mangler.