Solens børn anmeldelse: Iransk socialrealisme folder sig ud som flugt-thriller

Solens børn anmeldelse: Børnenes store flugt

Du har set det før. Hemmelige planer, vagter der skal distraheres og tunneller der skal graves i ly af mørket.

Solens børn er fyldt med faste ingredienser fra fængselsflugtfilm. Men denne gang er det ikke Clint Eastwood eller Steve McQueen der forsøger at finde vej ud af fangenskab.

I stedet er det 12-årige Ali og hans slæng af iranske gadebørn, der jager en skat under en skole for socialt udsatte børn og unge.

Så i stedet for fængselsvagter skjuler de sig for velmenende lærere og andre elever.

Og i stedet for flugt fra fængslet, søger de en værdifuldt skat i kloakkerne ved siden af skolen på vegne af en lokal gangster.

Imens er det tydeligt for alle os andre, at den egentlige flugt fra et hårdt liv ikke er værdierne under jorden, men den skole de ihærdige drenge har infiltreret.

Men ildsjælene der driver skolen kæmper rigeligt med det omgivende iranske samfund, der ikke ligefrem gør det nemt for en velgørende skole med få finanser at eksistere.

Og drengene selv hiver den kriminalitet med ind, som skolen prøver at holde uden for dørene.

De politiske pointer er med andre ord til at tage og føle på i instruktør Majid Majidis socialrealistiske dramafortælling.

Solens børn er da også først og fremmest en film med et budskab – som det ofte er det med film, der slipper udenfor Irans grænser.

Det er film, der kæmper mod systemet.

Måske er det også derfor, at Solens børn kommer til at føles en smule firkantet, når de idealistiske skoleforstandere og lærere kæmper mod overmagten, mens de lokale forbrydere helt bogstaveligt undergraver dem.

Heldigvis overvinder filmen mange af de problemer med stærke præstationer og sans for realistiske detaljer.

Særligt Roohollah Zamani i filmens hovedrolle løber med opmærksomheden.

Som Ali leverer han den slags skuespil, der slet ikke føles som skuespil. Ali er en følsom slagsbror med spændte muskler og vold boblende under overfladen, men med mindst lige så sarte nerver og barnlig uskyld.

Ali tror han er mere voksen, end han er.

Og det er selvfølgelig tragedien i Solens børn. At de lysende skabninger som er Irans børn, alt for sjældent har mulighed for at være børn eller bare få et værdigt liv.

Pointen bliver så til gengæld også slået fast med lidt for store søm, når Ramin Kousha musik og Majid Majidis instruktion forfalder lidt for meget til det sentimentale.

Til gengæld leverer Solens børn en imponerende iscenesat finale, der havde passet fint ind i Flugten fra Alcatraz.

Og det har jeg alligevel aldrig set før fra Iransk socialrealisme.

Solens børn krydrer sin overbevisende socialrealisme med hårdtslående spænding, når Irans gadebørn forsøger at flygte til et bedre liv.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer