Sidste bud anmeldelse: Støvet hjertevarme
Man kan næsten smage støvet i Sidste bud.
Størstedelen af instruktør Klaus Härös nyeste film finder nemlig sted i hovedpersonen Olavis lille kælderbutik fyldt med støvede gamle malerier.
Støvet ligger også tykt på Olavis skrivebord, men desværre også i den aldrende kunsthandlers kasseapparat.
Olavis geschæft er nemlig ikke, hvad den har været.
Men grunden til at støvet føles så konkret er først og fremmest fotograf Tuomo Hutris vellykkede billeder og Kaisa Mäkinens fremragende scenografi.
Sidste bud henlægger konstant i et varmt lys, der bedst kan beskrives som eftermiddagssol gennem snuskede vinduer.
Og man kan næsten dufte den indelukkede, men hyggelige, stemning i Olavis lille butik.
Sidste bud er en stilfuld film.
Faktisk er den næsten mere stilfuld, end den lidt slidte historie fortjener.
For Olavis butik, er ikke det eneste, der er støvet. Den grå kunsthandlers forhold til sin voksne datter og hendes 15-årige søn, Otto, er mildt sagt også noget hengemt.
Så da Olavi tøvende indvilliger – af egoistiske grunde – i at give Otto en uges praktik i sin lille butik, er det ikke svært at se, hvor Sidste bud er på vej hen.
Olavis hjerte skal støves af og hans forhold til familien fornys. I ægte Scrooge-stil skal den gamle knark have låst op for hjertevarmen.
Den historie har vi set før, og Sidste bud leverer ikke for alvor nogen nye krøller på fortællingen.
Til gengæld kompenserer den med fine præstationer – ikke mindst fra Heikki Nousiainen i hovedrollen – god dialog og karakteristisk underspillet finsk humor.
Det er jagten på en sidste god handel – et maleri på en auktion, der muligvis er en formue værd, der bringer Otto og Olavi tættere på hinanden.
Og den rynkede kunstelsker og den uvorne teenager har selvfølgelig mere til fælles end først antaget.
Samtidig er mysteriet om maleriet – og Olavis forsøg på at finde en køber til det – i sig selv en underholdende fortælling.
En skurkagtig og vellykket komisk auktionarius med slikhår og små briller på næsetippen, gør nemlig sit bedste for at lægge forhindringer i vejen for Olavi.
Faktisk er jagten på maleriet og det store salg så underholdende, at den måske lidt overskygger den følelsesmæssige slagkraft i filmens forudsigelige familiehistorie.
Men selvom andre film har været der før, er der nu alligevel tilfredsstillende at se Olavi indse, at hans familie fortjener en større plads i hans liv, end de støvede malerier.
Sidste bud er hjertevarm finsk feel-good, der både er elegant fortalt og fyldt med vellykket underspillet humor.
