Mit ustyrlige hjerte anmeldelse: Rige mænd og syge børn

Lenny er en lægesøn et sted i 30’erne. Han bruger sin fars penge på evige byture, og når han kommer hjem til farmands villa, kører han sin sportsvogn i poolen.

Lenny er impulsiv og uansvarlig.

David er en kronisk syg og døende 15-årig. Hans helbred kan ikke klare meget, og han tilbringer sine dage på hospice og sine nætter i sin mors beskedne beton-lejlighed.

David er naiv og godhjertet.

Hvis jeg så fortæller dig, at de begge er del af samme film. Så kan du nok se, hvor det hele bærer hen.

For selvfølgelig tvinger Lennys overlæge-far ham til at tilbringe tid med den døende David.

Og selvfølgelig komme de begge to til at lære lidt om livet og få et broderligt forhold, inden det hele ender i en sentimental slutning til en cover-version af Leonard Cohens Hallelujah.

Når en film har så klassisk og gennemskuelig en præmis som Mit ustyrlige hjerte, så er det charmen, der skal redde løjerne hjem.

Desværre har Mit ustyrlige hjerte ikke meget at give af.

Feel-good venskabshistorier hænger i afgørende grad på, hvor meget publikum holder af hovedpersonerne.

Desværre spiller de to hovedrolleindehavere næsten helt ubehjælpeligt dårligt.

Elyas M’Bareks Lenny er cirka lige så utroværdig som fuld på filmens dårligt lyssatte klub, som Phillip Noah Schwarz er som den unge David.

Når filmen placerer Schwarz blandt ægte syge, så er det ikke svært at se, hvem der er den storsmilende skuespiller.

Men til de to skuespilleres forsvar, gør fortællingen dem heller ingen tjenester.

Det livsbekræftende venskab, som de to selvfølgelig skal have, er allerede i fuldt flor cirka 20 minutter inde i filmen, og så er der altså ikke meget dramatisk motorkraft til resten af filmen.

Det forsøger Mit ustyrlige hjerte at kompensere for ved at afslutte hver anden scene med, at stakkels David spontant besvimer, hoster eller kaster op.

Han er jo syg, forstår du nok.

Men bare rolig, han er frisk nok til endnu en ridetur på Lennys ryg til lyden af klæg popmusik få minutter senere.

‘Baseret på en sand historie’ står der stolt i filmens indledning.

Men Mit ustyrlige hjerte er desværre mere baseret på et dårligt manuskript end en sand historie.

Selvfølgelig finder filmen plads til sin titel i dialog: “Du har et ustyrligt hjerte David”.

Men det er alligevel filmfloskler som: “Du er arrogant, selvoptaget og rastløst, alt et kronisk sygt barn har brug for!”, der for alvor sætter troværdigheden over styr.

Resultatet er, at Lenny og David aldrig kommer til at føles som deres virkelige forbilleder, men som papfigurer i en fortælling, der anstrenger sig alt for meget for at være livsbekræftende.

Ironisk nok ender det med at suge alt liv ud af den.

Mit ustyrlige hjerte er baseret på en rørende historie fra virkeligheden, men er desværre endt som en klæg og anstrengt filmoplevelse.