Kollision anmeldelse: En ulykke kommer sjældent alene

Jeg ved godt, at vi siger til hinanden, at en ulykke sjældent kommer alene.

Men når det gælder manuskripter, er der en grænse for, hvor mange ulykker jeg kan klare, før troværdigheden knækker.

Jeg er ikke sikker på, at manuskriptforfatter Milad Avaz og instruktør Mehdi Avaz overhovedet når at se den grænse, inden de flyver forbi den med lysets hastighed i deres nyeste film Kollision.

Men det er alligevel svært ikke at være lidt imponeret over Avaz-brødrenes laserfokus. De har et klart mål.

Publikum skal græde.

For at opnå det mål introducerer Kollision den første tragedie inden for de første 20 minutters spilletid.

Og så en tragedie mere for hver yderligere 20 minutter.

Det kan nå at blive ret mange tragedier med en spilletid på næsten to timer.

Resultatet er blevet en melodramatisk lagkage, der ikke kan bære sin egen vægt. Som en YouTube-kompilation af de mest rørstrømske øjeblikke fra alle Susanne Biers film.

Familietragedier, sygdom, skilsmisse, sorg, utroskab, traumatiserede krigsveteraner, ulykker, pludselig vold og dysfunktionelle parforhold er kun nogle af ingredienserne i Kollision.

Kollision anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Filmen taber fuldstændig sigte for, hvad den egentlig vil fortælle en historie om, eller hvilket perspektiv, den er fortalt fra.

Skal vi føle med Nikolaj Lie Kaas’ plagede far, som filmen bruger størstedelen af sin spilletid på? Eller er det historien om en skilsmisse set fra datteren Livs perspektiv?

Hvorfor vælge, når man kan få det hele, synes at være Avaz-brødrenes motto for kollision. Hvis bare nogen i salen på et tidspunkt begynder at hulke, så skal det nok gå.

Men for mig er det altså svært at føle noget som helst med så utroværdigt et plotforløb.

At klistre ‘inspireret af virkelige hændelser’ på filmens start, får ikke Kollision til at føles mindre som tre sæsoner af en sæbeopera skåret ned til to timer.

Kollision anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Det er synd, for instruktør Mehdi Avaz har åbenlyst tekniske talenter og ved godt, hvordan han visuelt skal fortælle en historie, selvom stilen til tider bliver lige glat nok.

Og så er Kollision befolket med en perlerække af danske skuespillere.

De gør deres bedste, men trækkes med desværre med papirtynde karakterer og tungt sentimental dialog.

De to børneskuespillere i filmens centrum kæmper selvfølgelig mere end veteranerne med det kluntede drama. Desværre er det en af dem, Karla Avaz, der har fået det tunge job at formidle filmens voice-over.

Den er fyldt med himmellegemer som metafor for sorg og byder på kluntede linjer som “et sort hul er noget, man kan mærke, lige som solen.”

Men også veteranerne knækker halsen.

Kollision anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Henning Jensen spiller den vise bedstefar, der altid taler i kloge historier fra fortiden. Tommy Kenter er rig og skurkagtig svigerfar.

Sebastian Jessen er gryklippet krigsveteran fra Afghanistan, der har fået det meget lidt beundringsværdige job at se forpint ud, mens filmens lydside fyldes med maskingevær og skrig.

Og så spiller Nicolas Bro og Rasmus Bjerg de vel nok mest karikerede advokater i dansk filmhistorie. Bro med vamset sweater og Bjerg med slikhår og jakkesæt. 

Hvem er mon den onde af dem?

Det er som med alt andet i Kollision både meget nemt at tyde og meget svært at tage alvorligt.

Næste gang håber jeg, at Avaz-brødrene vælger en enkelt ulykke – eller måske to – og fokuserer på dem.

Det kan man faktisk få rigeligt drama ud af.

En stjernerække af gode skuespillere og fin teknisk instruktion kan ikke redde Kollision fra at drukne sig selv i et tårevædet hav af melodrama.

2 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer