Shoplifters anmeldelse: En rigtig familie

Hirokazu Kore-eda er en produktiv herre.

Det har den japanske instruktør sådan set været i årevis. Men det må alligevel være rekord, at instruktøren har premiere på Shoplifters i de danske biografer kun to måneder efter premieren på sin tidligere film Det tredje mord.

Ret skal være ret, de to film er lavet med mindst et års mellemrum, men den korte afstand i de danske biografer gør det alligevel svært ikke at sammenligne de to film.

Hvor Det tredje mord var en lettere distanceret filosoferen over retfærdighed forklædt som krimi, så er Kore-eda med Shoplifters tilbage i mere velkendt territorium.

Kore-edas nyeste film er nemlig et præmieksempel på den gennemhumanistiske varme, der har været med til at gøre Kore-eda til et internationalt fænomen.

Shoplifters vender tilbage til Kore-edas velkendte fokus på familien og på de næsten usynlige eksistenser i samfundets blinde vinkler.

Denne gang er familien titlens Shoplifters.

Det afslører Kore-eda allerede i en veloplagt åbningsscene, hvor en far i samarbejde med sin helt unge søn rutineret stjæler varer i et japansk supermarked.

På vej hjem støder de to på en helt ung pige, der tilsyneladende er låst ude på sin altan, og hun kan da passende komme med hjem til det, der viser sig at være, en noget uortodoks familie.

I udkanten af Tokyo bor, hvad der på overfladen ligner tre generationer, sammen i et lille rodet rækkehus. De indledende butikstyverier er tydeligvis afgørende for familiens økonomi, der ellers kun lige akkurat kører rundt i kraft af den aldrende bedstemors pension.

Hvad der til gengæld er rigeligt af i den lille familie, er hjerterum.

Af samme grund bestemmer den lille familie sig for at tage den unge pige Yuri ind under deres tag permanent – ikke mindst for at få hende væk fra en tilsyneladende voldelig familie.

Det er vel teknisk set kidnapning, men for hovedpersonerne i Shoplifters er det der med lov og moral en noget fleksibel størrelse.

Og Kore-edas helt store trylletrick er, at han støt og roligt får publikum over på familiens side. Også selvom det viser sig at den rummer store hemmeligheder.

Shoplifters er nemlig blandt andet interesseret i at udforske, hvad en familie er. Er den defineret af blodets bånd, eller er det noget andet, der gør sig gældende?

Og har alle familier ikke deres eget interne sprog og regelsæt, som andre bare ikke kan forstå?

Det er den slags spørgsmål Kore-eda udforsker uhørt elegant i Shoplifters. Kun ganske få kan som Kore-eda skabe poesi ud af socialrealisme.

Shoplifters er solidt placeret i virkeligheden, men her er ingen håndholdte kameraer eller andre typiske teknikker. I stedet byder Shoplifters på et ekstremt selvsikkert billedsprog, der på lyrisk vis byder på et fyrværkerishow, som ingen kan se, som et af filmens højdepunkter, og trillende appelsiner på en asfaltvej i et af de mest ulykkelige øjeblikke.

Kore-eda har nemlig evnen til at finde sin fortælling i detaljerne, samtidig med at store universelle emner lurer i baggrunden.

En af de helt store grunde til, at det kan lykkes, er de næsten ubegribeligt gode præstationer i hovedrollerne.

Kore-eda og hans talentfulde hold af skuespillere får simpelthen skabt en gruppe af så overbevisende varmhjertede karakterer, at man ikke har lyst til at forlade dem igen.

Der findes næppe mange familier, der ikke vil kunne spejle sig i den lille familie i Shoplifters.

Og så, lige når ens hjerte er ved at briste af kærlighed, byder Kore-eda på en slutning, der flår hjertet ud, og kaster nyt lys over alt, hvad der er gået forud.

Og selvom selv samme slutning trækker lidt ud, så slår det ikke mange skår i Shoplifters, der velfortjent vandt årets hovedpris i Cannes.

For min skyld måtte Kore-eda gerne have en ny film i biografen hver eneste måned.

Kun få kan som Kore-eda både varme hjertet og stimulere hjernen. Shoplifters byder på instruktørens vante blanding af glødende humanisme og intelligent eftertænksomhed, og den blanding er det altså svært at få nok af.