The Reports on Sarah and Saleem anmeldelse: Politik sluger kærlighed i palæstinensisk drama

0
543
The Reports on Sarah and Saleem anmeldelse
Foto: KeyFilm

The Reports on Sarah and Saleem anmeldelse: Den kafkaske knude

En affære er aldrig ukompliceret, men i denne palæstinensiske kombination af drama og politisk thriller, udvikler en affære sig til en uløselig tragedie for en række mennesker.

Et enkelt fejltrin bliver til en gordisk knude, der hver gang hovedpersonerne tror, de har fat i en ende af den, viser sig at være endnu mere kompliceret.

Det hele starter med Sarah og Saleem. To gifte mennesker, der af hver deres grunde mærker slid i ægteskabet. Et slid de distraherer sig fra ved at mødes natligt bagerst i Saleems pakkebil.

Problemet er bare, at Saleem er fra Palæstina og Sarah fra Israel, og at de to en nat begår den tilsyneladende uskyldige dumhed at køre på den forkerte side af en vis mur.

To tre misforståelser senere, og pludselig er Saleem under mistanke for at være spion eller det der er værre, fra begge sider af Vestbredden.

Inden længe er Saleem og Sarah midtpunkt i et kafkask mareridt, der ikke alene involverer deres ægtefæller, men også sender Saleem i fængsel.

Situationen kompliceres yderligere af Sarahs mand, der som officer i den israelske har magt som en svigtet ægtemand ikke bør have.

The Reports on Sarah and Saleem er en ganske effektiv illustration af, hvordan en snebold pludselig kan blive til en lavine.

Instruktør Muayad Alayan får skabt en effektivt indblik i hvordan den politiske situation på vestbredden griber ind i folks private liv på uventede og uundgåelige måder.

På trods af filmens palæstinensiske ophav sættes ingen i et bedre lys end andre, alle er bare ulykkelige tandhjul i den militærpolitiske maskine.

Det gør ondt at se personerne i The Reports on Sarah and Saleem blive viklet ind i en uløselig situation, kun på grund at et ægteskabeligt fejltrin.

The Reports on Sarah and Saleem anmeldelse
Foto: KeyFilm

Adeeb Safadi spiller Saleem tilpas desperat, men på skuespilfronten er det især kvinderne, der gør indtryk. Særligt Maisa Abd Elhadi som Saleems forrådte kone gennemgår en underholdende transformation fra svigtet ægtefælle til sin mands indædte forkæmper.

Desværre forsøger The Reports on Sarah and Saleem at holde lidt for mange bolde i luften, mens plottet tager tiltagende usandsynlige drejninger til ære for øget drama.

I filmens anden halvdel føles fortællingen mere som en kabale, hvor kortspillet er stablet på forhånd, end som en troværdig historie. Balancen mellem komplekst drama og uendelig sæbeopera tipper desværre lidt i den forkerte retning.

Men det forhindrer heldigvis ikke The Reports on Sarah and Saleem i at være et overbevisende eksempel på storpolitikkens sørgelig indgriben i almindelige menneskers dagligdag.

The Reports on Sarah and Saleem er en vellykket blanding af kærlighedshistorie og politisk thriller fra et af verdens mest højspændte områder.

4 af 6 stjerner anmeldelse