Prey for the Devil anmeldelse: William Friedkins Hogwarts

Giv nu lige Prey for the Devil en chance.

Lyt ikke alt for meget til de automat-gyser-afvisende anmeldelser, som instruktør Daniel Stamma exorcismegys allerede har efterladt i sit kølvand.

Nej, Prey for the Devil er ikke perfekt. Ikke engang tæt på.

Men den er altså det mest underholdende sammenstrik af gyser-klicheer jeg har set siden den elskelige Malignant.

Fra starten introducerer filmens en slags Williams Friedkins Hogwarts.

En exorcismeskole, hvor præster udlæres til den hellige gerning at sprøjte med vievand mod besatte små piger, mens nonner bipper sig ind i futuristiske celler, hvor mulige besatte er fængslet (?) på tilsyneladende ubestemt tid.

Det er en film, der uden at ryste på hånden, har reoler med små ready-made exorcisme-kits i sorte lædertasker. Komplet med krucifiks bibel og vievand.

Det er en film, hvor en forelæsning i exorcisme afbrydes kort, når de unge præster skal have praktisk erfaring med en lille besat pige i en glascelle.

Og den lille pige, ja, hun får selvfølgelig CGI-forvrænget kæmpemund, kravler som en edderkop på væggen og taler med en alt for dyb stemme.

Sådan er det jo, når ham der satan kommer på besøg.

Prey for the Devil omfavner de sidste 50 års exorcisme-gys, og spytter dem skamløst ud i en decideret absurd sammenhæng.

Imens holder både filmen — og hovedrollen spillet af en veloplagt og afbleget Jaqueline Byers — masken, og tager de gakkede løjer helt og holdent alvorligt.

Selvfølgelig har Exorcisme-Hogwarts en dunkel ruin af en kælder med et vievands-springvand, som står klar til filmens finale.

Og selvfølgelig har hovedpersonen et personligt forhold til den besættende djævel.

Det er fantastisk fjollet og ofte fantastisk underholdende, og er lige ved at gøre Prey for the Devil til noget helt særligt.

Men desværre savner filmen saft og kraft i sine skræmmescener.

En Sam Raimi eller James Wan havde gjort underværker for filmens hop i sædet, der desværre ofte er både flade og forudsigelige, når de burde være filmens højdepunkter.

Og filmens tematik om traumer — der inddrager dunkle emner som børnemisbrug og voldtægt — er alt for tung til det fjollede univers.

Det holder desværre Prey for the Devil fra at være den fest, den kunne have været.

Men for os genrefans er der alligevel nok komme efter i denne sære exorcist-fantasi, til at jeg godt kan håbe på en efterfølger med stærkere filmhåndværk.

Så giv nu lige Prey for the Devil en chance. Bare en lille en.

Prey for the Devil tager sin absurde og underholdende præmis så tilpas alvorligt, at den næsten overkommer sine egne åbenlyse svagheder.