Lille sommerfugl anmeldelse: Turist i forsamlingshuset

Jeg forstår ikke helt tonen i Søren Kragh-Jacobsens nyeste film Lille sommerfugl.

Måske er den i virkeligheden mest en undskyldning for at den musikalske filminstruktør Kragh-Jacobsen kan folde evnerne som sangskriver ud med en række imiterede dansktopsange.

De fungerer da også rigtig fint; sangene altså.

Dem ligger Kragh-Jacobsen i munden på suppe, steg og is-bandet ‘Teis Tequila’, der er en allestedsnærværende tilstedeværelse i næsten hele Lille sommerfugl.

Filmen udspiller sig nemlig hovedsageligt til en forsamlingshusfest, et guldbryllup, der samler flere generationer af venner og familie i fejring af ægteparret Ernst og Louise.

Omkring den præmis har Kragh-Jacobsen så skrevet lidt en rodebutik af et manuskript.

Lille sommerfugl vil gerne både være et drama, en slags moralsk fabel, et portræt af det landlige Danmark, en slægtsfortælling, en kærlighedshistorie og en folkekomedie.

Resultatet er en film, hvis tone lidt for tit springer kluntet i forskellige retninger. Det kræver sit at smelte en karikeret casanova af en dansktop-sanger og et mislykket selvmordsforsøg sammen i samme film.

Og Lille sommerfugl er desværre ikke filmen til at gøre det.

Hovedpersonen Ernst, fint spillet af fremragende Jesper Christensen, er den bærende hovedrolle. En forknyt mand, der bærer på en hemmelighed, som selvfølgelig skal komme ud under guldbrylluppet.

Men han tillæges et noget uforklaret fremmedhad, som gør ham til en sært usympatisk hovedperson, og som især gør det svært at sympatisere med hans store indre konflikt.

Den skal ikke afsløres her, men den kan meget belejligt løses, hvis bare han kunne overkomme selvsamme fremmedhad.

Imens er Ernst og Louises søn sin kone utro, mens deres teenagesøn også kæmper med kærligheden.

Og så vandrer Ernsts barnebarn rundt som en renhjertet engel med en kun-på-film ufravigelig evne til at gøre og sige det helt rigtige.

Det gør Lille sommerfugl til en noget ujævn oplevelse, på trods af dens mange kvaliteter.

For Kragh-Jacobsen gør det bedre som instruktør, end som manuskriptforfatter.

Sammen med fotograf Aske Alexander Foss, får han skabt et lettere klaustrofobisk, men også levende, billedsprog, der effektivt hiver seeren med ind i den kaotiske forsamlingshusfest.

Det virker, og havde manuskriptet været mere end en mudret turisttur til forsamlingshusdanmark med lidt af det hele, så kunne Lille sommerfugl have været noget helt specielt.

Men som den er nu, forstår jeg den altså ikke helt.

Lille sommerfugl blander flere fine ingredienser sammen til en noget rodet gryderet af en dramakomedie.