Les Misérables anmeldelse: Gør det rigtige

Nej, det er ikke den Les Misérables.

Men som Victor Hugos klassiske roman handler instruktør Ladj Lys’ hårdkogte nye film også om undertrykkelse og oprør.

Og så foregår den også i Montfermeil.

Lys’ film udpeger da også direkte sin forbindelse til Hugos storværk. Men endnu mere end Jean Valjean fik Les Misérables mig til at tænke på Spike Lees Do the Right Thing.

Som Lees klassiker foregår Les Misérables nemlig på et par bogstaveligt brandvarme sommerdage, hvor spændinger koger over.

Les Misérables følger hovedsageligt tre betjente på dagspatrulje i et af frankrigs mest belastede områder.

Betjenten Stéphane er ny i det hårde distrikt, mens hans to nye kollegaer har udviklet en brutal og moralsk problematisk tilgang til arbejdet.

Inden for få timer har den ledende betjent opført sig upassende overfor en kun 15-årig pige og smadret hendes venindes telefon på den brandvarme asfalt.

Det farligste for betjentene er nemlig beviser for deres opførsel.

Men i 2019 er det svært at undslippe videokameraer og en stille drengs droneoptagelser viser sig at fange betjentenes måske grusomste øjeblik.

Og så går jagten ellers på optagelserne, mens politiet forsvarer deres adfærd over for sig selv med at den er nødvendig for at begå sig i området.

Les Misérables anmeldelse
Foto: Filmbazar

Imens giver Les Misérables et overbevisende kig ind i ghettoens interne magtstrukturer, der fungerer efter et urørligt hierarki.

Det hele skildret i et håndholdt og nøgternt filmsprog, der gør det svært at afvise Les Misérables som fiktion.

Tempoet nærmer sig en actionfilm eller thriller, når betjentene kæmper sig vej gennem ghettoen.

Men hele tiden har instruktør at de systemiske problemer og magtliderlige mænd gør næste generation til ofre.

En hær af børn prøver at begå sig i den brutale verden, men deres forbilleder fra både politiet og lokalmiljøet er afstumpede voldsmænd.

Og hvem i alverden skal børnene så stole på?

Les Misérables anmeldelse
Foto: Filmbazar

Til tider bliver hændelsesforløbet desværre noget utroværdigt i manuskriptets jagt på højt tempo og konstante overraskelser.

Det er synd, for det hæmmer lidt den hyper-autentiske stemning Les Misérables får opbygget.

Heldigvis ender Les Misérables i et brag en rædselsvækkende finale, der er lige så meget John Carpenter, som den er socialrealisme.

Og som gør det uafviseligt klart, at konflikten aldrig stopper, hvis ikke næste generation får bedre forbilleder.

Det handler om at gøre det rigtige.

Les Misérables er et hårdkogt kig ind i den franske ghetto; lige så adrenalinpumpende som den er politisk skarp.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer