1917 anmeldelse: Klippe-konkurrence

Det er svært ikke at gøre et gennemsyn af instruktør Sam Mendes’ 1. verdenskrigsfilm 1917 til en konkurrence eller leg.

En slags filmisk ‘find fem fejl’ med det mål at finde alle de usynlige klip.

For selvom både Mendes’, fotograf Roger Deakins og klipper Lee Smith gør deres bedste for at opretholde illusionen om at 1917 er optaget i en umuligt lang kameraindstilling, så er klippene der.

Jeg spottede da også cirka en håndfuld, men mindst lige så mange gik sikkert min næse forbi.

Og det skyldes nok at 1917 ikke efterlader meget tid til en filmnørds tekniske lege.

1917 gør nemlig at hvad den kan, for ikke at være en gimmick.

Deakins’ kamera forfølger ganske vist sine hovedpersoner i en tilsyneladende ubrudt optagelse, men det har et formål.

Publikum skal nemlig med på slagmarken, når de to unge overkonstabler Blake og Schofield sendes på en livsvigtig og livsfarlig mission.

De skal bringe nyt til en bataljon på frontlinjen om at et nært forestående slag skal afblæses, da den tyske fjende har lagt en fælde.

Og som i Saving Private Ryan er den ene soldats bror involveret i slaget.

Og derfra går det ellers over stok og sten – eller mere præcist over lemlæstede lig og stinkende mudder – mens de to soldater kæmper sig igennem slagmarken.

Og sjældent – hvis nogensinde – har 1. verdenskrig været illustreret på film helt på samme måde.

Filmens lange optagelser er ikke alene uforståeligt flot eksekverede, der bringer også publikum ind i en anden side af krigen.

For det meste er Blake og Schofield nemlig vidne til krigens efterladenskaber.

1917 tager kun sjældent del i de helt store slag. Den ankommer bagefter, og lader sine hovedpersoner mase sig gennem stinkende sønderskudte kammerater, pigtråd og tonsvis af mudder.

Overlad det til geniale Roger Deakins at gøre det miljø til lige dele mareridt og filmisk skønhed.

Imens holder 1917 tempo som en eventyrfilm, når de to hovedpersoner udsættes for den ene fare efter den anden.

Faren for en pludseligt kugle i hovedet er allestedsnærværende, mens snubletråde, nedstyrtende fly og uskyldige civile kun er en smule af de strabadser 1917 trækker soldaterne igennem.

Serien af hændelser er på papiret ikke altid helt troværdig, men som set gennem Deakins’ linse og Mendes’ iscenesættelse er den altid intenst underholdende.

Fokus er på båndene mellem soldaterne, mens 1917 gør det klart, at selv den største krigshelt ikke kan sætte en stopper for den uendelige brutalitet.

Det personlige fokus gør 1917 til en perfekt kompagnon til en anden af årtiets helt store krigsfilm, Dunkirk.

Christopher Nolans film gjorde et helt slag til sin films hovedkarakter, mens Mendes’ tager en mere personlige rejse gennem slagmarken.

Det endelige resultat slipper selvsagt ikke helt for at være lidt en gimmick, og karakteriseringen af personerne ofres lidt på alteret af den tekniske bedrift.

Men også kun lidt.

Og da filmen når frem til sin sidste tredjedel, får 1917 tryllet decideret bjergtagende sekvenser frem

Særligt en enkelt sekvens, der lader en sønderbombet by oplyses af morterild i bevægelse, ligner simpelthen intet andet jeg nogensinde har set.

Og så glemmer man jo helt at holde øje med de usynlige klip.

1917 er både en svimlende filmisk bedrift og en hamrende intens krigsfilm af de helt store.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer