Lady Bird anmeldelse: Kunsten at være mor og datter

Lady Bird sætter sit bedste ben frem for sig.

Åbningsscenen leverer alt, du behøver at vide om det mor-datter forhold, der er rygraden i filmen.

Christine, eller Lady Bird – som hun af uforklarlige årsager gerne vil kaldes – og hendes mor Marion sidder i bilen med tårer ned af kinderne.

De har lige hørt lydbogsudgaven af John Steinbecks Vredens druer, og de er lige rørte.

De minder nemlig om hinanden de to. Lige passionerede og med lige stærke personligheder.

Men pludselig har den hyggelige stund udviklet sig til noget andet.

Uoverensstemmelser med radioen er pludselig vokset til et gigantisk skænderi, der ender med at teenageren Lady Bird utilfreds kaster sig ud af den kørende bil til sin mors store rædsel.

For Lady Bird og Marion er som sandpapir på hinandens ryg, også selvom – eller måske netop fordi – de elsker hinanden så højt.

Den dynamik er der nok en hel del mødre og døtre, der har været igennem. Særligt når døtrene rammer teenageårene.

Det forhold er sjældent blevet skildret så rammende og rørende som i Lady Bird.

Det skyldes ikke mindst Laurie Metcalf i rollen som mor til den mildest talt uforudsigelige Lady Bird. Hendes på samme tid benhårde og sårbare moderfigur er den perfekte kontrast til Saoirse Ronans Lady Bird.

Lady Bird anmeldelse
Foto: UIP

Men det er selvfølgelig Saoirse Ronan, der er stjernen.

I titelrollen leverer hun en teenager – også selvom hun selv er markant ældre – der er både charmerende og pisseirriterende på samme tid.

Hun tager mildest talt ikke altid de smarteste beslutninger, og til tider er hun decideret usympatisk, men Saoirse Ronan gør hende til mere end den typiske rapkæftede teenager.

Næsten i hvert fald.

For Lady Bird er ikke fejlfri.

Instruktør og manuskriptforfatter Greta Gerwig har nemlig bedre sans for det underspillede drama end for den kække halv-ironiske komik.

Lady Bird anmeldelse
Foto: UIP

Mor-datter forholdet ringer helt klart uden at være klæbrigt, men i sine bifigurer bevæger Lady Bird sig mere i retning af Diablo Cody eller Wes Andersons larger-than-life karakterer.

Gerwig befolker filmen med typer, der er kiksede på den lidt for perfekte måde, og figurer der altid har en mere end almindeligt kæk replik klar.

For mig fungerede den del ikke nær så godt som det mere hverdagsagtige drama, og til tider skurer de to toner simpelthen mod hinanden.

Til gengæld kunne jeg glæde mig over en fin visuel side, og en helt diskret genskabelse af Sacramento anno 2002 – inklusive et velvalgt soundtrack.

Og så sidder mor-datter forholdet altså lige i skabet.

Lady Bird er en rørende og troværdig coming-of-age fortælling, også selvom den kække humor og det dybfølte drama ikke hele tiden smelter lige godt sammen.

4 af 6 stjerner anmeldelse

Facebook kommentarer