Inna de Yard: The Soul of Jamaica anmeldelse: Buena Vista Reggae Club

Hvad betyder ‘inna de yard’?

Umiddelbart lyder titlen på instruktør Peter Webbers dokumentarfilm som den slags slangudtryk, det kræver en opvækst på jamaica for at forstå.

Men efter at have set Inna de Yard: The Soul of Jamaica, er det egentlig ikke så indviklet.

For det betyder helt simpelt bare ‘i haven’.

Mere specifikt henviser udtrykket til guitarist Earl ‘Chinna’ Smiths have. Her har aldrende reggae-veteraner og yngre spirer hver fredag i årevis jammet sammen under åben himmel.

Den tradition har resulteret i flere verdensturneer for de involverede og en række albums med en blanding af nyt og gammelt materiale optaget så akustisk som muligt.

Som stod musikerne ‘inna de yard’.

Det er i forbindelse med indspilningerne af det 10. Album, at Webber har skabt denne charmerende dokumentarfilm.

Fokus er – næsten udelukkende – på de gamle giganter, der var del af reggaens oprindelige opblomstring. Webber finder plads til et par af reggaens nye stemmer, og endda også et par kvinder, men slet ikke i samme grad.

Men det er nu også forståeligt nok, at Webber ikke kan holde kameraet fra de aldrende charmetrolde.

For det er ved gud en flok karismatiske mænd.

Selv for reggae-uvidende som mig er det svært at modstå Kiddus I, Ken Boothe, Cedric Myton og Winston McAnuff.

De får alle sammen lov til at give en smag af deres livshistorie, vævet sammen af reggae-klassikere i nye version fra Inna de Yard-projektet.

Det er umuligt at sidde stille i biografsædet, når musikken folder sig ud, også selvom ikke alle stemmerne er helt så sprøde som i de unge dage.

Imens leverer Webber fine billeder fra Jamaica.

Det er en model, der vil virke mere end almindeligt bekendt for alle, der har set instruktør Wim Wenders legendarisk dokumentar Buena Vista Social Club.

Den cubanske musik er udskiftet med reggae, men ellers er hyldesten til en musikgenre og de oprindelige kræfter bag let genkendelig.

Men Inna de Yard har ikke helt samme poesi og visuelle styrke som sit forbillede, og den graver heller aldrig helt så dybt i politikken bag musikken.

Der tegner sig ellers et billede af en gruppe musikere, der fik succes som unge, blev hevet til USA, men så desværre sendt ud i glemsel og fattigdom igen.

Den vinkel kunne Inna de Yard have udforsket langt mere.

I stedet bliver Inna de Yard en solbeskinnet filmoplevelse med mere ufarligt fokus på musikken og de charmerende mænd bag.

Men det er sådan set også nok.

Inna de Yard er en charmerende tur tilbage til reggaens rødder og et varmt portræt af de oprindelige kræfter bag musikken.