Judy anmeldelse: Ude godt, men hjemme bedst

Judy Garland vil bare gerne hjem.

I slutningen af 1960erne står Hollywood-stjernen først kendt fra Troldmanden fra Oz med en række forliste ægteskaber og børn i bagagen.

Nu vil hun bare gerne hjem til dem, børnene altså. Men det er lidt et problem, når privatøkonomien sejler i sådan en grad, at hun ikke selv har et hjem.

Af samme grund tager hun til England, det sidste sted hun stadig kan finde arbejde, for at levere en serie glittede dinner-shows, hvor hun skal synge en række af de største hits fra hendes filmoptrædener.

Men det er lettere sagt end gjort, når man både kæmper med selvværdet og afhængighed af mere end et rusmiddel.

Sådan er historien i hvert fald for Garland i Judy, der melder sig til den nylige række af portrætfilm med udgangspunkt i hovedpersonens nedtur mere end den oprindelige grund til berømmelse.

Og Judy følger opskriften.

Instruktør Rupert Goold krydrer historien om Judys sidste shows med drømmende flashbacks til hendes liv i Hollywood.

Et liv, hvor The Yellow Brick Road er belagt med medicinske uppers and downers for at holde gang i børneskuespillerne, konstant nedrakkelse af Garlands fysik og tvungne diæter.

Det er en fortælling om den mørke side af showbusiness, som vi nok har set før, men som også er en uundgåelig og tragisk del af Garlands livshistorie.

Judy anmeldelse
Foto: Scanbox

Men som film er Judy måske lige formularisk nok.

Kun få vil blive overrasket af endnu en stjernes kamp med selvværd og stoffer eller de forbløffende evner foran et publikum trods problemer i privaten.

Men det egentlige tilløbsstykke i Judy er selvfølgelig heller ikke historien, men Renée Zellweger.

Judy er ubetinget The Zellweger Show. Den amerikanske skuespiller forvandler sig effektivt til den nedslidte Garland, hvis storhedstid for længst er forbi.

Helt så slidt som virkelighedens Garland ser Zellweger ikke ud, men de små tics og  det markante talemønstret er på plads.

Det er en af den slags transformerende præstationer, der nærmest tigger om Oscars.

Judy anmeldelse
Foto: Scanbox

Men det er også i høj grad overflade-skuespil. Det tog mig lidt tid, at finde ind til Garland som karakter, i stedet for bare at se Zellweger spille skuespil.

Men mod slutningen er det alligevel sket. Zellweger finder ind til mennesket bag den sensationelle historie og får mere end en scene, hvor hun spiller gåsehudsfremkaldende godt.

Og nok følger Judy den biografiske films opskrift, men den leverer altså også en finale, som det er umådeligt svært ikke at blive bare lidt rørt af.

Selvom filmen måske hænger sig lidt meget i de mere ugeblads-agtige dele af Garlands historie, så ender den alligevel med at være mere en hyldest end en udhængning.

Et værdig portræt af en kvinde, hvis virkelige hjem, både på godt og ondt, var foran et publikum.

Og der er som bekendt no place like home.

Judy byder ikke på mange overraskelser, men ender alligevel med hjælp fra en blændende præstation af Renée Zellweger med at være en gribende filmoplevelse.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer