Hunter Hunter anmeldelse: For lidt kød på knoglerne

Hunter Hunter kunne have været en virkelig god kortfilm.

En af den slags grumme små fortællinger med en blodig punchline af en finale, som man ikke glemmer lige med det samme.

Men instruktør og manuskriptforfatter Shawn Linden vil vildt gerne lave en spillefilm. Så han forsøger at hæfte kød nok på knoglerne af sin relativt simple ide til at udfylde spilletiden.

Resultatet er endt som en lidt rodet vildtstuvning af uforløst potentiale.

For hver gode del af Hunter Hunter, er det noget der underminerer.

Historien om en lille familie, der lever af naturen langt ude i den nordamerikanske skov, er indbygget fascinerende.

Datteren Renees eneste skole er at tage på jagt med sin far med tilhørende lærdom om at slagte de vilde dyr på den helt rigtige måde.

Og hvis familien ikke kan skaffe nok skind, så har de ikke råd til forsyninger fra den lokale butik; mange kilometer væk.

Ikke så mærkeligt at Renees mor Anne er begyndt at tvivle på, om det er det rigtige liv for en ung pige.

Der er potentiale for fortættet drama, og selvom både skuespilpræstationer og filmsprog føles mere som noget, der hører hjemme i en middelgod TV-krimi, så fungerer første halvdel af Hunter Hunter alligevel ganske godt.

Naturen trænger sig klaustrofobisk ind på den lille familie, da en ulv begynder at stjæle familiens fangst fra fælderne i skoven.

Noget må gå galt.

Og det gør det da også.

Da far gør et grusomt fund dybt inde i skoven, begynder familiens sikkerhed for alvor at krakelere.

Det gør Hunter Hunter desværre også. Potentialet for karakterudvikling drukner, mens karaktererne tager tiltagende utroværdige beslutninger.

Og værst af alt ender Hunter Hunter i en forhastet finale, der gerne både vil chokere og tilfredsstille, men i stedet ender med at knuse filmens ellers afmålte spændingsopbygning.

Hunter Hunter føles simpelthen ikke helstøbt. Er den en naturfabel eller Grimm-lignende allegori? Eller er den en grusom realistisk thriller som Taylor Sheridan eller John Hillcoat kunne have lavet.

Hunter Hunter vil gerne være begge dele og det hæmmer filmen, der desværre ender tematisk usammenhængende. Som et par ideer hæftet sammen uden en overordnet samlende tanke.

Det er synd. For set som enkeltdele er der meget at sætte pris på. Størstedelen af filmen frygter man virkelig for den lille families skæbne.

Og ideen om en patriark, der stort set tvinger sin familie til at leve på hans præmisser rummer rigeligt drama i sig selv.

Og slutningen vækker minder om klassiske EC Comics historier og deres grusomme pointer. Der mangler bare en grum gnækkende fortæller.

Men det er når ideerne hæftes sammen, at Hunter Hunter afslører sig selv som alt andet end helstøbt.

Lidt som en krop uden hud.

Hunter Hunter byder på en grusom skovtur, men forløser desværre aldrig helt sit potentiale.