De fleste var enige om, at den største fejl ved den nyeste vestlige udgave af Godzilla fra 2014 var ret åbenlys.

Den havde for lidt Godzilla.

Jeg var nu alligevel ret glad for Gareth Edwards selvhøjtidelige monsterfilm, der godt nok sparede på sin action og sin hovedperson, men det med en forrygende billedside, der for alvor formidlede størrelsen af de gigantiske uhyrer.

Legendary Pictures har tydeligvis lyttet til kritikken om for lidt monsteraction. Efter den underholdende pulpede Kong: Skull Island, der foregår i samme univers, samler de nu nemlig – næsten – hele monsterbanden i Godzilla 2: King of the Monsters.

Rodan, Mothra og King Ghidorah er kun de største navne i det udpluk fra Godzillas historie, der får lov til at vågne til dåd i instruktør Michael Doughertys opfølger.

Så skulle der vel være lagt i ovnen til rigelige mængder storslået monsteraction?

Desværre er svaret ikke helt det rungende ja, som jeg havde håbet på. Men inden jeg når til problemerne, så lad mig værdsætte det gode ved den atomare øgles nyeste udfoldelser.

Michael Dougherty klarer det fint som instruktør på sin første for alvor kæmpe-budgetterede film. Effekterne er – størstedelen af tiden – bjergtagende effektive.

De kolossale monstre er oprigtigt ærefrygtindgydende, når de bryder fri fra deres jordiske fængsel for at bekæmpe hinanden, og fornemmelsen af størrelse er stadig næsten lige så effektiv som i den første film.

Godzilla 2: King of the Monsters anmeldelse
Foto: SF Studios

Og der er da også mere monsteraction.

Men det er desværre ikke helt nok.

For nu skal den elskede titelperson konkurrere med en række andre monstre for skærmtid. Det skader Godzilla 2: King of the Monsters.

For nok er der flere monstre, men de får bare ikke nok at lave.

Filmen globetrotter hastigt igennem sin historie, mens de populære monstre præsenteres i vignet-agtige actionscener, der igen ikke efterlader nok plads til Godzilla selv.

På trods af den anseelige spilletid får monsterkampene aldrig helt nok tid til at udfolde sig til at blive rigtigt mindeværdige. Det samme gælder desværre for Godzilla selv.

Godzilla 2: King of the Monsters anmeldelse
Foto: SF Studios

Det gør heller ikke sagen bedre, at monstrene skal konkurrere med et ualmindeligt velvoksent persongalleri på den menneskelige side.

Og selvom manuskriptet gør sit for at skabe bedre hovedpersoner end tilfældet var i Edwards lidt kolde Godzilla, så er det ikke helt nok.

Millie Bobby Brown er præcis så karismatisk som i Stranger Things, men desværre er hun kun en af alt for mange karakterer, som filmen prøver at få plads til.

Det hjælper heller ikke, at manuskriptet til tider nærmer sig det ufrivilligt komiske.

Er en hemmelig organisation for eksempel hemmelig, når den nævnes med navn i nyhederne?

Den slags tåbeligheder havde nu været til at leve med, hvis filmen havde leveret varen i form af monsteraction, men det lykkes desværre kun delvist i denne overfyldte produktion.

Men jeg har nu alligevel ikke helt mistet modet til næste film i serien Godzilla vs. Kong.

Selvom jeg nok holder med Kong.

Godzilla 2: King of the Monsters er stopfyldt med fantasifulde monstre, men desværre også med alt for mange kedelige mennesker.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer