Før frosten anmeldelse: Morten Korch møder Game of Thrones
De fleste kender nok den typiske repræsentation af landlivet fra den danske filmskat.
Strålende sol, frodige landskaber, en smilende Poul Reichardt og generel dus-hed med himlens fugle og skovens grønne træer.
Men det er en noget anden vision filmskaberne bag Før frosten, med instruktør Michael Noer i front, præsenterer deres publikum for.
Der er ikke mange syngende fugle at finde, når Jesper Christensens karismatiske ansigt byder indenfor i en grå verden, hvor det at få kornet inden for før regnen kommer, er et spørgsmål om liv eller død.
Christensen spiller bonden Jens, der som patriark for to unge nevøer og en voksen datter i 1800-tallet, er ved at forsvinde i tiltagende bekymringsrynker.
Høsten er nemlig slået fejl, og den før så storslåede gård ser nu ikke engang ud til at kunne levere nok mad til, at den lille familie kan overleve vinteren.
Den slags medfører også et fald ned af den sociale rangstige; fint illustreret i en scene hvor jens chokeret må rykke længere tilbage i kirken til fordel for en rigere bonde.
Det er – sådan set – en rigeligt dramatisk historie i sig selv.
Men instruktør Michael Noer og manuskriptforfatter Jesper Fink er ikke tilfredse med at levere en omgang slice-of-life med en 1800-tals bonde i front.
Der skal mere på bordet.
I stedet er Før frosten mere HBO, end den er Morten Korch eller klassisk periodefilm.
For jeg skal lige love for, at der kommer drama på disken, da Jens får muligheden for at indgå en pagt med den lokale storbonde, der vil sikre velstand for den lille familie, hvis bare lige datteren Signe bliver gift med den velhavende bonde.
Det vil hun selvfølgelig ikke, og inden længe står menuen på tvangsægteskaber, skurkagtige håndlangere og mord, mens stakkels Jens går længere og længere i jagten på social status og rigdom.
Det er – om ikke specielt troværdigt – så stærkt underholdende ikke mindst fordi skuespillet er så fremragende.
Jesper Christensen leverer til ingens store overraskelse endnu en fremragende præstation i hovedrollen og sælger hvert eneste af manuskriptets lige lovligt forudsigelige vendinger med sit mesterlige håndværk.
Endnu en gang slår han fast, at han vel sådan set hører til verdenseliten af skuespillere.
Men også Clara Rosager gør sig bemærket i rollen som den stakkels Signe, der giftes væk mod sin vilje.
Hun leverer en forbavsende nuanceret præstation i en rolle, der på papiret er temmeligt ensidig, og har ingen problemer med at spille op til Jesper Christensen i hovedrollen.
Samtidig er Før frosten blændende flot filmhåndværk både gennem Adam Nielsens stramme klipning og fotograferingen af den vanvittigt talentfulde Sturla Brandth Grøvlen.
Grøvlens billeder sender både kulden og smagen af den tynde grød, som familien deler ved middagsbordet, hele vejen ud til publikum.
Det er til gengæld tydeligt at den historisk ramme, der ellers på overfladen er ganske troværdig, mest er en undskyldning fra Michael Noers side for at levere en omgang højspændt drama.
Inden længe står tragedierne helt bogstaveligt i kø for hovedpersonerne, mens de ondskabsfulde handlinger fylder plottet Game of Thrones-style.
Tag bare Ghita Nørbys stærkt underholdende, men lige lovligt karikerede sortklædte matriark af en skruppelløs skurk, der hvisker ondskabsfuldheder i øret på filmens hovedpersoner.
Men selvfølgelig er hun lidt utroværdig i sin skurkagtighed.
Hun er trods mor til storbonden, der først introduceres med det dybt usympatiske træk, at han ikke navngiver sine køer.
Det gør Jens selvfølgelig, mens han ubesværet og i bar overkrop bringer en kalv til verden.
Måske er der alligevel mere Morten Korch i Før frosten end først antaget.
Men selv når dramaet bliver lige lovligt tilspidset, så holder det stærke skuespil og fremragende filmhåndværk heldigvis ploven i furen.
Jesper Christensen er fremragende som plaget bonde, og Før frosten er både stærkt underholdende og solidt filmhåndværk, også når den ofrer troværdighed for drama.
