Under the Silver Lake anmeldelse: Begrænsningens kunst

Det er svært at være ung filmkunstner, få et kæmpe uventet hit og så skulle følge det op med endnu flere penge.

For ambitionerne har det gerne med at vokse i takt med at den kritiske sans ryger ud.

Tankemønstret bliver hurtigt: Når det sidste jeg lavede var guld, så er alt hvad jeg laver sgu nok guld.

Vi kan jo kalde det Richard Kelly-fænomenet efter Donnie Darko-instruktøren der fulgte sin kultdyrkede teenage-mystik op med en kaotiske omgang scifi i Southland Tales.

Med sin opfølger til It Follows følger instruktør og manuskriptforfatter David Robert Mitchell i Kellys fodspor.

For Under the Silver Lake er unægteligt lidt af et miskmask.

En slags bizar film-noir for millennials, der sender Andrew Garfield afsted på et kryptisk mysterie gennem et solbrændt L.A. ledt frem af spor og mønstre, der måske slet ikke eksisterer.

Det er en film, der ikke er halvt så selvbevidst som den selv tror, når den plastrer hovedpersonen Sams verden til med halvnøgne unge smukke kvinder, samtidig med at den kritiserer almen popkulturs tendens til at gøre det samme.

Under the Silver Sun er ikke halvt så selvbevidst, som den selv tror, og så kunne den mildest talt også godt have haft godt af en tur med hækkesaksen allerede på manuskriptplan.

Det er en film, der skamløst kopierer David Lynch, som instruktøren også gjorde det med John Carpenter i den overvurderede It Follows, uden for alvor at nå nogen af dem til sokkeholderne.

Og så er det måske lidt tidligt i karrieren at Mitchell begynder at citere sine egne film, som han gør det her med debuten The Myth of the American Sleepover

Men, ærligt talt, jeg var underholdt hele vejen igen.

David Robert Mitchell får stablet et sært vellykket Hollywood-parodisk univers på benene og skaber sin egen mystiske mytologi om de rige i de grønne bakker med de hvide bogstaver.

Samtidig har instruktøren unægteligt en skarp visuel sans, der kommer til udtryk gennem fotograf Mike Gioulakis kulørt fascinerende billeder.

Der er noget befriende underholdende ved at se en film, der uden hæmninger læsser alle ideer og tematikker den lige kan komme på ind i den samme løst sammenhængende historie.

Den ene øjeblik kigger et døende egern anklagende på vores hovedperson, det næste danser han høj på stoffer til R.E.M’s What’s the Frequency Kenneth?

Det hele peaker med et absurd besøg hos en slags popkulturel mastermind, der afslører Sams verdens uhyrligt begrænsede udsyn.

Og så har jeg slet ikke nævnt mindst et – måske to? – vellykket gysende horror-påfund og Disasterpeaces fremragende Hollywood-pastiche af et soundtrack.

Jep, Under the Silver Lake er noget rod, men det er fandeme også en underholdende filmoplevelse, der er cirka så bizart fascinerende som den er tomhjernet selvfed.

Om hybris nu rammer David Robert Mitchell, som den gjorde det med Richard Kelly, vil fremtiden vise, men vi vil da altid have Under the Silver Lake som et bizart bevis på, at han eksisterede.

Under the Silver Lake er en bizart underholdende filmoplevelse. Også selvom den samtidig er noget overambitiøst rod. Den slags er altid værd at se.