Flugten fra Østtyskland anmeldelse: Flugten til Hollywood

Får udsynet til endnu en filmfortælling om østtyskland dig til at ryste i bukserne?

Kan du allerede se udsigten de grå boligblokke, de undertrykte mennesker og det lidt adstadige tempo?

Så frygt ikke, for instruktør Michael Herbig har det tilsyneladende på samme måde. Han vil virkelig ikke have at folk skal kede sig.

Så i sin filmatisering af den sande historie om to familier, der flygtede over den tyske grænse fra øst til vest i 1979, har han taget de helt tunge Hollywood-skyts i brug.

Alle scener i Flugten fra Østtyskland er instrueret, som var de det dramatiske højdepunkt.

Filmen åbner med de to familiers første fejlslagne flugtforsøg, og så går det ellers over stok og sten, mens familierne forsøger at bygge en ny luftballon i et samfund, hvor naboen uden tvivl er statsfinansieret stikker.

Og lige i hælene på dem er selvfølgelig en skurkagtig STASI-officer, komplet med busket overskæg og lang frakke.

Javel, måske ville han have passet lidt bedre ind hos Tintin eller Indiana Jones, men underholdende er det.

Og Flugten fra Østtyskland satser benhårdt på at underholde.

Der er ikke meget plads til karaktertegning på vej til den næste scene, hvor de kæmpende familier måske kan blive opdaget.

Og der er fuld smæk på det moderne Hollywood-filmsprog i de konstante suspense scener og de ganske godt iscenesatte ture i luftballonen, der selvfølgelig byder på uventede forhindringer af den mest spændende slags.

Men selvom effekterne er vellykkede og instruktør Herbig har teknisk snilde, så lever Flugten fra Østtyskland ikke helt op til de åbenlyse forbilleder Nolan og Spielberg.

Men det er egentlig ikke de ikke altid lige gode computereffekter eller fattigmands-Hans Zimmer soundtracket, der får luften til at gå af ballonen.

Det store problem er, at filmen aldrig føles forbundet til virkeligheden.

Flugten fra Østtyskland har ikke tid til at stoppe og og fortælle, hvorfor familien overhovedet har lyst til at flygte fra DDR. For tilsyneladende har de det da ikke så skidt i deres lille parcelhus.

Den har heller ikke tid til at male vesten som andet end et rent paradis.

Den politiske kontekst går simpelthen tabt, mens filmen hiver alle spændingsklicheerne op af hatten.

Og i en national sammenhæng virker den også sært forældet i et tyskland, der kæmper med noget mere moderne problemer, end splittelsen mellem øst og vest.

Men kedelig er den da ikke.

Flugten fra Østtyskland underholder med en kavalkade af slidte Hollywood-kneb, men mister sin virkelige historie i jagten på at underholde.