Ayka anmeldelse: Flugten fra fødeklinikken

Man ved en film ikke lægger fingre imellem, når den i sin åbningsscene lader en mor flygte ud af et vindue på fødeklinikken, hvor hendes nyfødte barn stadig befinder sig.

Instruktør Sergei Dvortsevoys film Ayka bliver ikke mindre dyster derfra.

Svækket og blødende fra underlivet begiver hovedpersonen Ayka sig ud i Moskvas snedækkede gader.

Og selvom man jo nok bør have sympati med en ung kirgisisk kvinde med udløbet arbejdstilladelse på bunden af det russiske samfund, så er Dvortsevoy ikke bange for at gøre det svært.

Ikke alene stikker Ayka af fra sit nyfødte barn, hun træder også på alt og alle i en desperat jagt på penge gennem de usleste dele af Moskvas underverden.

Den jagt skildrer Ayka råt og usentimental med en dokumentarisk indlevelse, der får filmen til at føles som virkelighed.

Jolanta Dylewskas kamera holder sig konstant til Ayka, mens hun med en strejkende post-fødsel-krop kæmper sig vej gennem et samfund, der ikke vil have hende.

Som Ayka leverer Samal Yeslyamova en helt suveræn præstation. Filmen er en lang fysisk prøvelse for skuespilleren, der uden den mindste blufærdighed kaster sig ind i rollen, som hun konsekvent underspiller.

Ayka lader sig tilsyneladende ikke mærke med noget, når hun udnytter andre for at samle sig en smule penge eller indtager sin egen lillebitte del af det ulovlige kollektiv, hvor hun bor.

Men sympatien for Ayka begynder alligevel at folde sig ud.

Som et karakterstudie i kriminalgåde-form afslører Ayka bid for bid, hvorfor hovedpersonen har efterladt sit nyfødte barn, og hvorfor hun er så desperat for at skrabe penge sammen.

Og de gradvise afsløringer holder spændingen højt i en film, der ellers hurtigt kunne have endt i et lidt for meditativt tempo.

Ayka gemmer også på en heftig politisk slagkraft i sin barske fortælling. Selvom instruktør Dvortsevoy måske taler med lidt for store bogstaver, når han lader Ayka besøger et selvhjælpskursus om at succes udelukkende udspringer af positive tanker.

Det er ikke nødvendigt.

Det samme gælder desværre for den lange række af rædsler som Ayka og publikum trækkes igennem.

På et tidspunkt – måske er det, da Ayka for tredje gang smertefuldt presser ubrugt modermælk ud af sine bryster i et gustent baglokale – sætter en vis træthed ind.

Ayka er en udholdenhedsprøve, og langsomt efterlod den desværre mit hjerte ligeså følelsesløst som Aykas hænder i den bidende russiske kulde.

Det sætter desværre lidt en dæmper på den tragiske slutning, da Aykas mentale forsvar for alvor bryder sammen.

Men det stopper heldigvis ikke Ayka fra at være en fremragende filmoplevelse.

Ayka er en hårdtslående og usentimental filmoplevelse, og et blik ind i et liv ingen mennesker burde have.