Fast & Furious 9 anmeldelse: Velsignet være Fast & Furious

Så er endnu en episode klar i den muligvis uendelige serie af benzin- og melodramafyldte actionfilm kaldet Fast & Furious.

Og fans af serien – jeg er en af dem – kan godt glæde sig.

Fast & Furious 9 er ikke blandt seriens bedste film, men den store hemmelighed er, at selv et middelmådigt indslag i Fast-franchisen er bedre end det meste andet.

Fast & Furious 9 byder heldigvis instruktør Justin Lin tilbage til serien – det vender vi tilbage til senere – men den siger til gengæld også farvel til manuskriptforfatter Chris Morgan.

Og det er lidt et problem.

For det er i høj grad Chris Morgan, der siden Tokyo Drift, har været arkitekten bag nyere tids Fast & Furious-films rejse til den melodramatiske mega-action, som serien nu er garant for.

Men Morgan hoppede over og skrev den dybt undervurderede spin-off-film Hobbs & Shaw.

Og tilsyneladende skal der 5 andre forfattere til at erstatte Morgan, for en veritabel hær har deres navn på manuskriptet til Fast & Furious 9.

Og det er i manuskriptet filmens problemer skal findes. For det nye hold forfattere – inklusive filmens instruktør – forstærker desværre Morgans svage sider i deres forsøg på at imitere ham.

Endnu en gang er historien drevet af en kombination af familiedrama – denne gang gør en hidtil ukendte Toretto sin entre – og et dimsedutte-plot fyldt med globetrotteri.

Og de to ting smelter aldrig rigtig sammen. Faktisk fungerer historien om endnu en himstregimesedingenot, der kan hacke både ditten og datten slet ikke.

Ja, vi kommer for det svulstige familiedrama og de absurd spektakulære actionscener, men franchisen har altså efterhånden behov for bedre plot-undskyldninger end en evig række næsten magiske hacking-filurer.

Familiedramaet fungerer stadig på ægte over-the-top Fast-maner, men resten både bør og kan være bedre næste gang. Ikke mindst fordi al det usammenhængende plot-mageri til tider sænker filmens tempo.

Og at sænke tempoet er altså utilgiveligt i Fast & Furious-sammenhæng.

Men altså, jeg kritiserer selvfølgelig kun, fordi jeg har så meget kærlighed.

For Justin Lin er igen tilbage i instruktørstolen, og sammen med en række talentfulde stuntkoordinatorer og assistent-instruktører leverer han den ene spektakulære actionscene efter den anden.

Magneter hiver køretøjer gennem bygninger eller sætter dem fast under fly, biler kan stadig køre over faldende hængebroer og bogstavelige minefelter er ikke engang et fartbump for Fast & Furious-holdet.

Det hele leveret med en overlegen blanding af stuntarbejde og special effects, hvis iderigdom og tekniske snilde kun kan undervurderes.

Jeg elsker det.

Jeg elsker også Fast-crewet. Tej & Roman er tilbage i fin vittig form, og i et af filmens højdepunkter får Roman pludselig øje på, hvor usandsynligt hans liv er.

Måske han er ved at blive selvbevidst udenfor seriens rammer?

Dwayne ‘Du vil altid være The Rock for mig’ Johnson er selvfølgelig savnet, men wrestler John Cena er en fin – omend lidt anonymt spillet – tilføjelse til seriens univers.

Charlize Theron får lov til at hygge sig som seriens Hannibal Lecter fanget i en glascelle, og alle andre – også tilbagevendende favoritter – leverer varen.

Vi dykker endda ned i Doms fortid i en række flashbacks, der for fans trækker tråde helt tilbage til seriens første film.

Det er et perfekt eksempel på seriens uhyrlige respekt for sin fjollede kronologi, og den samtidige lyst til at introducere hvad som helst, når bare det kan flettes vagt ind i forhistorien.

Jeg kan ikke stå for det.

Så nok kan Fast & Furious 9 ikke hamle op med seriens højdepunkter, som jeg stadig håber, at fremtidige film når op på.

Men hvis bare serien holder denne standard, så er jeg klar til at se flere film mange år endnu.

Velsignet være Fast & Furious! Fast & Furious 9 er en fryd i biografen fyldt med gamle venner og spektakulær action, også selvom den ikke topper seriens højdepunkter.