Dommerens valg anmeldelse: Classy, men støvet

Dommerens valg oser af klasse.

Det er en filmatisering af en bog af en af Englands mest respekterede forfattere, Ian McEwan, med manuskript af forfatteren selv. Instruktøren, Richard Eyre, tackler altid komplekse dramatiske historier – både på TV og film.

I hovedrollen er Emma Thompson, der bestemt ikke er blevet mindre classy med alderen, og så spiller hun endda noget så respektabelt som en dommer i familieretten.

Den byder på højtsvungne etiske dilemmaer, og komplekst drama i et ægteskab på øverste trin i den britiske sociale rangstige.

Og så er den desværre alt for kedelig.

Dommerens valg er mere vellykket som moraliserende retssalsdrama end som dramatisk karakterstudie, desværre vil den meget gerne være begge dele.

Emma Thompsons Fiona Maye er en kontrolleret kvinde, der har viet sit liv til jobbet som dommer. Hendes rationalitet kommer dog på prøve, da hun involveres i en sag om et ungt medlem af Jehovas Vidner, der nægter at modtage blodtransfusioner, selvom det kan redde hans liv.

Det er Fionas job at vurdere, om han skal have lov til at afstå fra at modtage hjælpen, eller om han skal tvinges til at tage imod den livreddende behandling.

Det er selvsagt en spændende etisk diskussion.

Skal den unge mand Adam have lov til at dø for sin tro, eller skal han have lov til at leve videre uden?

Det dilemma betragter Dommerens valg i sine bedste øjeblikke med en intellektuel kølighed, der effektivt gør plads til, at publikum selv kan tage stilling.

Desværre er det samme intellektuelle kølighed, der præger alle andre dele af filmen.

Fionas ægteskab knager i sømmene i så stor en grad, at hendes mand – fint spillet af Stanley Tucci – beder om lov til en affære, og derefter tager den uden tilladelse.

Ikke nok med det, Adam fra retssalen fascineres personligt af Fiona, der med sin dom både har ændret hans syn på verden, og gjort den unge mand mere eller mindre forelsket i hende.

Det er lige før Dommerens valg er ved at sprænges af dramatisk potentiale.

Men så sker der…ikke rigtig noget.

I sin higen efter at være en voksen og kompleks film, bliver Dommerens valg underligt distanceret fra sine hovedpersoner. De etiske dilemmaer fordamper langsomt, mens dramaet aldrig rigtig får luft under vingerne.

Det er som om filmskaberne bag Dommerens valg ser deres karakterer som skakbrikker, der skal rykkes rundt i filmens struktur, men uden egentlig sympati eller interesse.

Emma Thompson er fremragende i den forknytte og hyperintelligente hovedrolle. Men ægteskabsdramaet hæmmes af en tung omgang se-hvad-kvinder-ofrer-på-karrieren moraliseren, og forholdet mellem Adam og Fiona siver også langsomt ud i sandet uden egentlig udvikling.

I jagten på komplekse karakterer i komplekse situationer forsvinder simpelthen noget inderlighed.

Richard Eyre instruerer cirka så habilt og anonymt som det er muligt, og da følelserne fra de ellers tilbageholdende karakterer rigtig skal komme ud til sidst, efterlod filmen mig kold.

Dommerens valg oser af klasse, men der er ikke meget liv under overfladen.

Dommerens valg er kompleks, voksen, velspillet, eftertænksom og næsten fuldstændig livløs.