The Spy Who Dumped Me anmeldelse: To timers middelmådighed
To timer?!
Har en spionkomedie med Mila Kunis og Kate McKinnon virkelig brug for to timer til at fortælle sin historie?
Kan der virkelig være så meget kringlet plot eller sofistikeret karakteropbygning i en film hvor to almindelige veninder bliver rodet ind i spionverdenen?
Svaret viser sig – ikke overraskende – at være et rungende nej.
Det er ikke fordi The Spy Who Dumped Me havde været en decideret god film, hvis den havde været en halv time kortere. Men måske ville den bare have været en middelmådig omgang hollywoodkomedie.
Som det ser ud nu, gør spilletiden alle dele af filmen dårligere.
Kate McKinnon er sjov. Det tror jeg, de fleste er enige om. Om ikke andet får hun i hvert fald mig til at grine.
Men når hun hverken får en egentlige karaktertræk at arbejde med, eller en eller anden form for udvikling, så fungerer hendes hyperaktive ‘jeg-er-sær’-stil altså ikke.
Den nye Ghostbusters er ikke verdens mest populære film, men der havde McKinnon i det mindste en karakter at hænge sit komiske talent op på.
Som den sære veninde, Morgan, til Mila Kunis’ karakter Audrey, har hun ikke meget andet at arbejde med end – ja – sær veninde.
De to timers spilletid – og de ikke specielt godt skrevne se-hvor-sær-jeg-er-jokes – forvandler desværre McKinnon fra sjov til enerverende.
Det hjælper heller ikke at McKinnon har forsvindende lidt kemi med sin medspiller Mila Kunis. Det er meningen de to skal være veninder, men der ingen gnister i den konstante dialog mellem de to.
Og så er jeg desværre en af dem, der slet ikke forstår hvorfor Mila Kunis’ stive skuespil på en eller anden måde har forvandlet hende til komedie skuespiller.
Hun er ikke sjov.
Det er historien om en kvinde, der opdager, at hendes ekskæreste er hemmelig agent, virkelig heller ikke. Af uklare årsager ender de to kvinder Audrey og Morgan med at skulle færdiggøre ekskærestens alt for lange mission.
Der skal vist nok være et strejf af feminisme eller om ikke andet så lidt ‘girl power’ i fortællingen om to kvinder, der overtager en mands arbejde.
Men det falder ligesom lidt til jorden, når instruktør og manuskriptforfatter Susanna Fogel har valgt at gøre sine hovedpersoner så bimlende inkompetente som tilfældet er.
De to kvinder tumper sig vej gennem agenternes verden – og slår blandt andet flere folk ihjel og får uskyldige dræbt – uden på noget tidspunkt at vise nogen form for talent eller kompetence.
Tonen lander et sted mellem chick-flick, actionkomedie og spion-spoof uden rigtigt at være nogen af delene.
Det er hverken spændende eller sjovt, og det underminerer, hvad der ellers burde være to stærke kvindelige actionhelte.
Det klarede Melissa McCarthy langt bedre i Spy – endda på trods af, at den film også varede to timer.
Midt i de halvdovne to timers komedie virvar som The Spy Who Dumped Me er, dukker heldigvis cirka halvanden halv-habil actionsekvens op.
Men det er mildt sagt for lidt til at udfylde – ja, du gættede det – to timer.
To timer?!
The Spy Who Dumped Me er så lang og så kedelig, at den får Kate McKinnon til at fremstå næsten fuldstændig usjov. Det er lidt af en præstation i sig selv.
