Den unge Karl Marx anmeldelse: Gode gamle unge Karl Marx
Jeg fornemmede en vis spænding i luften blandt anmelderne til pressevisningen af Den unge Karl Marx.
Det skyldes nok at filmens instruktør Raoul Peck også har lavet den imponerende dokumentar I Am Not Your Negro om James Baldwin der for ganske nyligt havde dansk biografpremiere.
Den slags sætter forventningerne i kog, men lad os få det af vejen med det samme: Den unge Karl Marx er ikke nær så god som I Am Not Your Negro.
Men den er nu heller ikke helt ueffen.
Filmens største problem er snak.
Mindst 20 minutters for meget snak til at undgå at filmen bliver lidt kedelig til tider.
Men hvad havde du egentlig forventet? Det her er en film der fortæller historien om hvordan Karl Marx og Friedrich Engels mødes. Det er en film der viser deres akademiske kamp frem til det kommunistiske manifest.
Snak er ligesom en del af aftalen.
Den unge Karl Marx havde aldrig mulighed for at blive årets actionbasker. Selvom jeg nu gerne havde set den udgave.
Nej, Den unge Karl Marx er en ideernes film. Heldigvis handler den om et par mænd der havde nogle temmeligt imponerende ideer. Ideer der på godt og ondt har været med til at forme det sidste godt halvandet århundrede.
Så det er ikke så mærkeligt at der bliver snakket lidt, og det er selvfølgelig mest Marx og Engels der taler.
De spilles fint af henholdsvis August Diehl og Stefan Konarske. De to får overbevist om Marx og Engels venskab og ikke mindst den ild der brændte i dem begge, og som senere skulle forandre verden.
Og så jonglerer de præcis som datidens intellektuelle med mindst 3 forskellige sprog.
Måske næsten endnu bedre er deres to koner Jenny von Westphalen og Mary Burns. De spilles af Vicky Krieps og Hannah Steele. De to kvinder løber med flere scener fra de to akademiske drenge i hovedrollerne.
De færdes alle i en solidt overbevisende scenografi der bringer midten af 1800-tallet, og selvfølgelig særligt den nye arbejderklasses forhold, stinkende og svedende til live.
Den unge Karl Marx er ikke bange for at være intenst intellektuel – intensuel om man vil. Nok forsimples Engels og Marx’ møde en smule, men der gøres ikke forsøg på at overdramatisere deres personlige liv for at underholde uindviede.
Den unge Karl Marx er utvetydigt en film om intellektuelle, lavet af en intellektuel og rettet mod intellektuelle.
Det er både ærværdigt, men også filmens akilleshæl.
Filmen afsluttes med en serie portrætter af arbejdere der kigger i kameraet, og så en eksplosiv montage af kampen mellem kapitalisme og kommunisme gennem det 20. århundrede til tonerne af Bob Dylan.
Den slags stilmæssigt pep kunne resten af filmen have nydt godt af for at illustrere hvorfor to akademikeres kamp for ideer overhovedet er interessant.
Ja, der er for meget snak i Den unge Karl Marx.
Men meget af det er altså god snak.
Den unge Karl Marx er på alle måder uforbeholdent intellektuel og aggressivt politisk. Den byder på et fascinerende og filmisk vellavet kig ind i formationen af nogle af de vigtigste politiske ideer nogensinde. Til tider bliver den dog desværre også lige lovligt tør og kedsommelig.
