Untitled anmeldelse: Michael Glawoggers sidste rejse
Flere tons affald læsses tungt af i en flad ørken. Lynhurtigt har mindst et dusin børn indtaget den stinkende skraldebunke, men det bliver først virkelig bemærkelsesværdigt da endnu flere geder desperat slutter sig til børnene i håb om at komme først til de bedste godbidder.
Senere begynder det at storme og skrald fyger gennem ørkenen mens en mand forsøger at få to små geder i læ.
Det er den slags billeder Michael Glawoggers sidste dokumentarfilm byder på. Billeder med stor poetisk slagkraft fra fjerne afkroge af verden som kun de færreste har besøgt.
Men at kalde Untitled for den østrigske instruktørs sidste dokumentar er måske ikke helt rigtigt. Han fik nemlig aldrig gjort den færdig.
Planen var at tage på et års uafbrudt rejse rundt i verden. Denne rejse skulle føre til en dokumentarfilm der ikke var drevet af tema eller historie, men af intuition og nysgerrighed for hvad end rejsen ville byde på.
Eventyres begyndte i december 2013, men fik en brat og tragisk ende allerede i april 2014 da Glawogger døde af malaria i vestafrika.
Af samme grund er filmen døbt Untitled og færdiggjort af Glawoggers faste klipper Monika Willi og ikke Glawogger selv.
Resultatet er en film der bærer præg af de omstændigheder den er skabt under, men som også er stærkt stemningsfuld.
Untitled byder selvsagt ikke på nogen klar rød tråd. Der er dog alligevel tematiske og associative sammenhænge der træder frem mellem de ofte smukke billeder fra Glawoggers rejse.
En af dem er fattigdom. Det udspringer naturligt af at Glawoggers rejse hovedsageligt bragte ham til nogle af de fattigste områder på jorden.
Et andet tema der går igen er forholdet mellem menneske og dyr, og ikke mindst menneske og natur.
Men mest af alt bliver Untitled en hypnotisk serie at betagende urelaterede billeder fra fascinerende egne af verden.
Glawogger og hans samarbejdspartnere har blik for at fange en række helt unikke øjeblikke i tryllebindende billeder.
Et citat fra Glawogger forklarer hvordan han ønskede at lave en film i konstant bevægelse, men resultatet er mere blevet en meditativ filmisk refleksion.
Desværre lader Monica Willi ikke billederne stå alene hele tiden.
En fortæller krydrer Untitled med oplæsninger af filosofererende tekster skrevet af Glawogger selv. Det gør desværre filmen mere prætentiøs end godt er. Untitled havde stået mere klart hvis filmmagerne havde stolet mere på billedernes egen iboende kraft.
Samme problem hersker i musikken der med elektronisk knitren gør sit bedste for at skrige “Det her er kunst!”.
Det er der slet ikke brug for.
Jeg kunne heller ikke lade være med at filosofere over om dele af materialet i Untitled ikke var blevet klippet fra hvis Glawogger havde færdiggjort sin rejse.
Men på sine egne præmisser er det sidste farvel til en fascinerende instruktør alligevel en seværdig oplevelse.
Untitled er en betagende meditativ rejse til sjældent skildrede afkroge af vores fælles verden. Michael Glawoggers sidste billeder rummer stor lyrisk kraft og overdøver heldigvis filmens mere prætentiøse elementer.
Untitled er månedens dokumentar i Cinemateket og den får følgeskab af to af Glawoggers tidligere dokumentarfilm: Whores’ Glory og Arbejderens død.
